Af Anne Grethe Thede, V
Kommunalbestyrelsesmedlem, Sorø Kommune
Det er ikke kun træer og buske, der blomstrer i Sorø Kommune lige nu. Det gør foreningslivet og børns bevægelsesglæde også.
Vi er helt særlige i Sorø med DGI idrætscertificeringer af alle SFO´er. Det betyder, at de voksnes rolle i at skabe motiverende bevægelsesmiljøer styrkes. Børnenes kropslige dannelse og indre motivation understøttes, så bevægelse bliver noget, børnene har lyst til. De følger nemmere med vennerne og kommer hurtigere på legepladsen for at få fat på gyngen først.
Samtidig er Sorø igen i år blevet Skoleidrætskommune ud fra motoriske indsatser for eleverne og bevægelsesvejledere i skolen. Motiverede, kreative og energiske lærere på skolerne, der sikrer prioriteringen af idræt og bevægelse.
Når bevægelsesmiljøer blandt børnene bygger på samme pædagogiske principper som foreningslivet, skabes der naturlig sammenhæng mellem børnenes hverdag og fritid.
Det øger børnenes forudsætninger for at tage næste skridt ind i det rige foreningsliv vi har – skabt af stærke ildsjæle i hele kommunen.
Alt taler ind i forebyggende sundhed – at skabe tilgængelige tilbud og muligheder for et aktivt hverdagsliv. Det har vi som kommune en forpligtigelse i at understøtte – med midler og løsninger for de frivillige i forening. Men også med en politik, der kæder det forebyggende og sundhedsfremmende sammen med det gode, foreningslivet kan.
Foreningerne skal ikke løse udfordringer i samfundet, men kan være modpol til alt det tunge, der sker omkring os – som en del af løsningen på et stærkere og sundere samfund.
Med samarbejde skal vi bygge broer fra borgerne til foreningslivet. Skabe fokus på nye arenaer og borgere der ikke er foreningsvante. Sikre at bevægelsesglæden og -evnen stepper langt i den voksne livsfase, så vi skubber den plejekrævende tid længere ud i fremtiden og understøtter den sunde aldring.
Tak til frivillige og ansatte i Sorø Kommune, der er med at løfte sundhed og trivsel.
























