Af Gert Jørgensen (C), Borgmester, og Lars Schmidt (DF), Formand for Social- og Sundhedsudvalget

De socialdemokratiske medlemmer af Social- og Sundhedsudvalget stiller et spørgsmål til formanden for udvalget Lars Schmidt og mig som borgmester. Hvor skal pengene komme fra til at dække den kr. 20 mio. store budgetoverskridelse på voksen-handicap, psykiatri og ældreområdet? Det er et godt spørgsmål.

Vi har dog allerede drøftet budgetoverskridelserne i Økonomiudvalget og fremlagt et løsningsforslag – også for socialdemokratiets gruppeformand Anne Madsen. Vi har anbefalet, at alle partier stemmer for en tillægsbevilling på området med henblik på at bringe budgettet i balance. Det tillader vores gode økonomi nemlig, at vi gør. Derfor tak for opbakningen til forslaget fra socialdemokratiet.

Jeg har som borgmester endvidere foreslået, at vi også i årene fremover løfter budgettet på området med henblik på at imødekomme det forventede høje udgiftsniveau, som skyldes en markant stigning i antallet af medborgere, der får stillet forskellige former for diagnoser mv. Om tillægsbevillingen på godt kr. 11 mio. i 2021, og løftet på godt kr. 46 mio. i budgetkæden 2022-25 er nok, er selvfølgelig svært at svare på. Men det er administrationens bedste bud på et realistisk budget, og det bakker vi op om. Det betyder naturligvis også, at det fremadrettede budget vil blive påvirket af anbefalingen. Men med den fælles budgetaftale fra 2021 er Sorø Kommune kommet rigtigt godt med på velfærdsområderne.

Hovedparten af landets 98 kommuner har udfordringer på voksen-handicap og det specialiserede børne- og unge område. Kommunernes Landsforening (KL) anmodede derfor om kr. 5,5 mia. i forbindelse med kommunernes Økonomiaftale mellem KL og den socialdemokratiske regering. Men det kom der desværre ikke meget ud af. Den socialdemokratiske regering ønskede ikke at imødekomme nogle af samfundets mest udsatte borgere, til trods for de markante aktivitetsstigninger i kommunerne på området.

Vi har nu givet vores bedste bud på, hvordan vi undgår at bringe en vanskelig opgave videre til den kommende Kommunalbestyrelse. Det har vi nemlig selv prøvet for år tilbage, da vi fik overdraget opgaven med at bringe Sorø Kommunes økonomi i balance efter overførsler af underskud og overskud til forbrug uden at have den nødvendige finansiering til rådighed.

Foto: SDL