Mandag den 3. maj åbner Borgerservice på Rådhuset i Sorø igen. Det er dog ikke alt, der bliver som det plejer.

Den mest positive ændring er, at der ikke længere kommer til at være kø foran skrankerne. Til gengæld skal alle bestille tid på forhånd via kommunens hjemmeside.

Her kan man fremover booke alle Borgerservices sædvanlige services og tider til henvendelser. Det sker i et nyt system, som indføres samtidig med genåbningen.

”Vi er glade for at kunne møde borgerne igen og hjælpe dem, hvor vi kan. Jeg er klar over, at nogle vil være skeptiske, og at mange hellere vil møde op, end at skulle bruge kommunens hjemmeside til at booke. Men på denne måde får vi bedre tid til alle, og vi er klar til at hjælpe med det samme, fordi vi ved, hvorfor du kommer, og hvad du skal bruge hjælp til,” siger Kenneth Damsgaard Hyde, Arbejdsmarkeds- og borgerservicechef, Sorø Kommune.

Udover at booke på nettet kan man også ringe til Borgerservice på 7876 0690 og få hjælp til at booke en tid. Derudover vil der i de første 14 dage efter genåbningen være en medarbejder dedikeret til at hjælpe dem, der er mødt frem uden tid, med at komme ordentligt videre.

Samtidig er der indført nye åbningstider for den telefoniske henvendelse til ydelsesområdet. Fremover vil Sygedagpenge, Kontanthjælp samt Flekslønstilskud, Ressourceforløbsydelse og Jobafklaring kunne træffes dagligt fra 10-12.

Se alle åbningstider og kontaktoplysninger på Sorø kommunes hjemmeside.

Du kan fremover booke tid hos Borgerservice via bookingsystemet
For at booke skal du enten bruge Nem-ID eller oprette dig som bruger.

Sorø Kommune. Foto: Maggie