Bladene flyver af træerne, det er blevet koldere og solens stråler er blevet færre. Den mørke tid er for alvor over os! Hvis du har gået tur på kirkegården den første søndag i november, har du måske set små stearinlys blafre rundt om på gravstederne. Måske har du selv tændt et lys eller søgt hen for at mindes en, du har mistet. Søndag den 2. november kl. 16.00 markeres Allehelgen med en stemningsfuld aftensang i Klosterkirken.
Sognepræst Kristian Østergaard er liturg og Sorø Klosterkirkes Drengekor medvirker. Koret er vendt vel tilbage fra efterårsferie og kan opleves, når de deltager i den efterhånden traditionsrige Allehelgenaftensang i Sorø Klosterkirke!
På programmet er både ‘Se nu stiger solen’ af Jesper Madsen, ‘Fred hviler over land og by’ af Niels la Cour og ‘Et hav der vugger sig til ro nu’ af Matti Borg.
Alle er velkomne, og det er helt gratis!
























