Når den forrygende sangerinde Veronica Mortensen under Sorø Jazzfestivalen går på scenen i Vognporten til Kragerup Gods ved Ruds Vedby bliver det til akkompagnement af historiens sus. På herregården som Kong Christian IVs rigskansler lod opføre i 1600-tallet, fortælles både om husspøgelset Den Hvide Dame og – den sande historie – om den excentriske forfatterinde Karen Blixen, født Dinesen, der opholdt sig der i sine ungdomsår. Kragerup har siden 1801 tilhørt slægten Dinesen. I dag ejes godset af 8. generation, Birgitte Dinesen, som både driver landbrug med bl.a. højlandskvæg samt konferencecenter og restaurant m.m. i de fine hovedbygninger. For første gang åbner hun i år for jazz. Koncerten med tilhørende gourmetbuffet finder sted tirsdag den 22. juli kl. 19.30veronica mortensen

Veronica Mortensen er med sin ukrukkede tilgang til et iørefaldende jazzrepertoire en af Danmarks mest interessante sangerinder. Efter en ungdomsflirt med popmusik, Melodi Grand Prix og turnéer med bl.a. Thomas Helmig, har hun de senere år for alvor indtaget jazzscenen. Med sin varmt afslappede stemme har hun både gjort sig gældende i front for big bands, blandt andet med umådelig succes på Plænen i Tivoli, og med sin egen nye intime rytmegruppe ved en serie koncerter i Jazzhus Montmartre i begyndelsen af dette år.

Musikken befinder sig i grænselandet mellem den nordiske jazzgenre og den mere soulprægede tradition, inspireret af forbilleder som bl.a. Aretha Franklin. Den eminente rytmeguppe bag Veronica Mortensen består af pianisten Mads Bærentzen, bassisten Kristor Brødsgaard og trommeslageren Anton Eger.

Veronica Mortensen er datter af sangeren Allan Mortensen. Hun voksede op hos sin mor i Grækenland, men vendte tilbage til Danmark for at gå på Rytmekonservatoriet og medvirkede i flere rockmusicals, før hun midt i 00’erne brød igennem som jazzsangerinde på internationale festivaler i Thailand og Polen. Hun har fået udgivet flere anmelderroste cd’ere i eget navn, senest i 2013 albummet ”Catching Waves”.

Sangerinden Veronica Mortensen med Mads Bærentzen, klaver, Kristor Brødsgaard, bas, og Anton Eger, trommer

Tirsdag 22. juli kl. 19.30

KRAGERUP GODS, Kragerupgårdsvej 33, 4291 Ruds Vedby

Entré 398 kr. incl. buffet og ½ flaske vin.

Reservation: tlf. 58 26 12 50, e-mail: info@kragerup.dk, www.kragerup.dk