Frokostpaletten åbnede den 5. november på Storgade 37B.

Frokostpaletten byder bl.a. på lækkert smørrebrød, mad ud af huset, ostebord, pølsebord og sandwich – alt sammen lavet af Carsten Hobel, ejer af Frokostpaletten.frokostpaletten sorø

Man bliver mødt med et smil af Carsten, idet man træder ind i den lille fine forretning. På væggene hænger korte citater, som giver udtryk for Carstens passion indenfor madlavning. ”Man kan ikke leve godt, elske godt eller sove godt – uden at spise godt!” står der skrevet på den ene af væggene i Frokostpaletten. Hvis man har lyst til at sidde og nyde en sandwich inde i forretningen er der også mulighed for dette.

Carsten kommer fra Køge, er uddannet slagter og har derudover drevet Vallø Golfklub’s café og restaurant. Han har masser af erfaring indenfor denne branche, men det er ikke blot hans erfaring, der gør Frokostpaletten attraktiv, men også hans koncept.

Han kører et gammeldags koncept, hvor personlig kontakt er et af nøgleordene. Han har hverken hjemmeside eller Facebook side tilkoblet butikken. Carsten siger: ”Jeg ønsker, at folk kommer ned i butikken og snakker med mig personligt, og på den måde kan en ”hjemmestrikket” menu laves, hvis det er det, der ønskes”. Herved kan kunderne helt selv vælge, hvad de vil have. Det er altså ikke blot madens kvalitet, der bliver fokuseret på, men i høj grad også servicen.

Så hvis du står og mangler julesmørrebrød eller andre lækre traditionelle danske retter, så tag kig ind i Sorøs nyåbnede butik.

/KB