Skal Trump have militærbaser i Danmark? Det blev et stort rungende NEJ fra folk i Sorø. 62 sagde nej, 3 sagde ja og 2 sagde måske, da Enhedslisten lavede en uofficiel folkeafstemning på Storgade.

Baggrunden er at Folketinget snart skal stemme om USA skal have lov at oprette tre militærbaser i Danmark. De fleste partier på Christiansborg siger ja, men fra Enhedslisten er det et klart nej.

Folkestemningen i Sorø var ikke til at tage fejl af, var det her det blev afgjort, ville Trump aldrig få en fod indenfor. Det blev nødvendigt at åbne op for en ekstra række NEJ krydser for at få plads til alle, og mange gav udtryk for bekymring over relationen til USA og Trumps trusler.

En kvinde sagde fx ”Det bliver selvfølgelig et nej, han er jo helt væk fra vinduet ham Trump” og en forbipasserende mødregruppe gav 3 nej-krydser med på vejen.

Der var i det hele taget god stemning, gode snakke og solskin til aktionen. Flere medlemmer af Enhedslisten deltog bl.a. Rebecca Broholm-Little, der er byrådskandidat. Hun var glad for at opleve hvor mange der havde forholdt sig til sagen, og er selv bekymret for situationen.

”Det er helt tosset at udlevere nøglerne til danske baser til en gal præsident, som truer os med militær magt og handelskrig.”

Pressefotos