En ny erhvervspodcast om projektledelse og ledelse lanceres op til sommerferien.

Podcasten: ”Friis og Berg’s: Projektsucces kræver ledelse”, udgives af det Sorøbaserede firma Friis Solutions og det Randersbaserede Konsulenthuset Berg’s.
Podcasten er opstået som et samarbejde mellem Else Kathrine Friis, der ejer Friis Solutions, og Lise-Lotte Berg, der ejer Konsulenthuset Berg’s.

Lavede selv den podcast, de syntes manglede
”Vi syntes, at der manglede en podcast om de svære situationer, som man kan komme ud for, hvis man arbejder som projektleder eller leder. Da vi ikke kunne finde en podcast om netop dét emne, besluttede vi at lave en selv”, fortæller Else Kathrine Friis.

Else hjælper virksomheder, der gerne vil være dygtigere til projektarbejde og projektledelse. Mens Lise-Lotte arbejder med ledelse og psykisk arbejdsmiljø, og hun rådgiver ledere i at skabe trivsel og effektive teams.

”Da projektledere i høj grad også skal lede, er der et sammenfald mellem det, ledere henholdsvis projektledere skal vide – altså viden om ledelse”, siger Lise-Lotte Berg. ”Da jeg har stor erfaring med ledelse, og Else ved en masse om projektledelse, var det derfor naturligt for os at lave podcasten sammen.”

Podcasten handler om problemstillinger i ledelse, som kan være svære at håndtere
I podcastserien tager Else og Lise-Lotte i hver episode cases op fra de danske arbejdspladser. Cases, som kan være svære at håndtere for projektledere og ledere. Sammen taler de om, hvad man kunne have gjort, og lytterne får undervejs præsenteret forskellige bud på, hvordan man kan bruge ledelses- og projektledelsesteori i praksis.

Jylland møder Sjælland
Hvorfor lave et samarbejde mellem virksomheder i Sorø og Randers? Ville det ikke være nemmere, hvis virksomhederne lå tættere på hinanden?

”Nu hvor alle er vant til at holde online møder, er der ikke noget stort spring til at optage en fælles podcast, selvom jeg sidder i Jylland og Else på Sjælland. Vi sidder hjemme på hver vores kontor og optager podcasten online. Så det geografiske er slet ikke noget problem.” siger Lise-Lotte.

Else supplerer: ”Det ville nok være endnu hyggeligere, hvis vi kunne drikke kaffe sammen i virkeligheden og ikke foran skærmen, men så mødes vi til kaffe uden skærm, når én af os alligevel skal til Jylland eller Sjælland.”

Episode 1 og 2 handler om motivation
Noget af det, der kan være svært at håndtere, når man er projektleder eller leder, er, hvis en medarbejder ikke leverer det aftalte. Derfor handler de to første episoder i podcasten om netop dét, og der bliver talt om motivation både i teori og praksis. Episode 1 er udgivet, episode 2 bliver udgivet 9. juli, mens episode 3 udgives i uge 32. Podcasten kan høres i alle større podcastapps, og der kommer en ny episode hver måned.

Else Kathrine Friis. Pressefoto.
Lise-Lotte Berg. Pressefoto.