Det smittetryk, som har placeret Sorø Kommune i myndighedernes søgelys, skyldes smitteudbruddet på Danish Crown i Ringsted. Der er ikke konstateret smitte i plejesektoren, oplyser Sorø Kommune i en pressemeddelelse.

Mandag kravlede smittetrykket i Sorø Kommune op over de 20 smittede pr. 100.000 indbyggere, hvilket betød, at Sorø er blandt de kommuner, som myndighederne har en skærpet opmærksomhed på. Reelt drejer det sig om, at der den seneste uge er konstateret seks smittede i Sorø Kommune – efter at Sorø Kommune gennem adskillige uger ikke har haft et eneste smittetilfælde.

Sorø Kommune er i tæt dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed, som oplyser, at de nye smittetilfælde i Sorø overvejende er relateret til smitteudbruddet på Danish Crown i Ringsted, som bliver håndteret i en særlig smittestrategi i tæt samarbejde mellem slagteriet og Styrelsen for Patientsikkerhed. Konkret er slagteriet lukket foreløbigt ugen ud, og alle medarbejdere skal følge myndighedernes anvisninger omkring selvisolation.

Borgmester Gert Jørgensen siger:

– Vi tager situationen alvorligt og er i tæt dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen har her til morgen oplyst, at de smittede i Sorø Kommune overvejende har relation til smitteudbruddet på Danish Crown i Ringsted, hvilket ikke er overraskende, da vi jo er naboer til Ringsted. Vi er klar til at følge de anvisninger, vi får.

– Det er væsentligt at præcisere, at situationen på nuværende tidspunkt ikke er kritisk i Sorø Kommune. Men jeg vil på det kraftigste opfordre alle borgere og erhvervsdrivende til at følge myndighedernes retningslinjer og anbefalinger for at være med til forebygge en yderligere smittespredning, siger Gert Jørgensen.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser desuden, at ingen af de smittede har relationer til plejesektoren. Styrelsen mener derfor ikke, der er grund til at udstede påbud om besøgsrestriktioner på plejecentre i Sorø Kommune. Sorø Kommune er desuden i dialog med Region Sjælland omkring test af medarbejdere i plejesektoren.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er der ikke konstateret nye smittede i Sorø Kommune indenfor det sidste døgn.

Foto: ABW