I år kan Sorø-kalenderen fejre 10 års jubilæum. Kalenderforeningens formand, Hanne Juel Christoffersen, glæder sig over, at salget af kalenderen er vokset år for år, sådan at der sidste år blev solgt mere end 400 stk. Hun er meget taknemmelig for, at Sorø kommune og en række erhvervsdrivende i Sorø igen i år har gjort det muligt at udgive kalenderen, og at borgerne i Sorø trofast har støttet op bag projektet ved at købe kalenderen.

”I alle årene er hele overskuddet ved salget af kalenderen overdraget til institutionen ”Mælkebøtten” i Grønlands hovedstad Nuuk. Det er tilsammen blevet til 270.500 kr.,” siger Hanne Juel Christoffersen og håber at nå op på et samlet beløb over 300.000 kr., når salget af dette års kalenderen gøres op.

Salget af 2022-kalenderen åbnes torsdag den 21. oktober kl. 16. Det sker ligesom i de foregående 9 år hos Svegaard Bog & Idé Legekæden på Storgade. Alle er velkomne. Borgmester Gert Jørgensen vil ”klippe snoren”, og desuden deltager direktør Kirsten Ørgaard fra ”Mælkebøtten”. Hun vil orientere om den grønlandske institution og om grønlandske børns vilkår.

Som nævnt er udgivelsen af Sorø-kalenderen støttet af Sorø Kommune sammen med en række virksomheder i kommunen: Altan.dk, Broby Planteskole, Dit Sorø, Henrik Slagter og Bog&Ide i Dianalund Centret, Kopp Sorø, Kroppens Hus, Lysen Biler, Sir Brian, Svegaard Bog & Idé Legekæden samt Sydbank Sorø. Derudover af Lemann Grafisk, som igen i år leverer opsætning og trykning af kalenderen.

2022-udgaven af kalenderen er rigt illustreret med billeder fra Sorø Kommune, og som tidligere præsenteres en af Sorøs virksomheder. I år er det Svegaard Bog & Idé Legekæden. Enkelte af de flere hundrede fortidsminder i Sorø Kommune præsenteres, og der er nogle opslag med ”Set og Sket i Sorø” siden sidste udgivelse. I anledning af jubilæet indeholder kalenderen derudover en præsentation af børnefolkekøkkenet i ”Mælkebøtten”. Sidste års donation blev 33.000 kr., som dækker ca. 850 måltider.

Sorø-kalenderen 2022 kan købes i Svegard Bog & Idé Legekæden i Sorø. De første 15, der køber kalenderen, vil modtage 5 Sorøkort som gave. Kalenderen sælges derudover i Super Brugsen på Frederiksberg, Bog & Idé i Dianalund Centret, Sorø Kunstmuseum, Kroppens Hus, Broby Planteskole og Sydbank Sorø – eller ved e-mail til hanne@zuhause.dk

Hanne Juel Christoffersen opfordrer til at bruge kalenderen som jule- eller nytårshilsen til kunder, venner eller familie. Alle vil dagligt kunne glæde sig over månedens billede.

 

Pressefoto