Dansk Byggeri har netop offentliggjort deres årlige analyse af kommunernes erhvervsvenlighed. Sorø Kommune er gået frem på byggesagsbehandlingstid og skole-virksomhedssamarbejde.

Foto: Sorø Kommune.

Det skriver Sorø Kommune til Dit Sorø.

Hvert år offentliggør Dansk Byggeri en analyse over erhvervsvenlighed med særligt fokus på bygge- og anlægsbranchen. Sorø Kommune får i år en samlet placering som nr. 45, hvilket er en fremgang på syv pladser i forhold til 2017.

Borgmester Gert Jørgensen siger:

“Det glæder mig, at vi fortsætter fremgangen, og at vi nu befinder os i den bedste halvdel i Dansk Byggeris undersøgelse.”

Det største spring i analysen gælder skole-virksomhedssamarbejdet. Her er Sorø Kommune hoppet i førertrøjen og får en placering som nr. 1.

“Skole-virksomhedssamarbejdet i Sorø Kommune er inde i en rivende udvikling. Virksomheder og skoler har for alvor fået øjnene op for, at de har brug for hinanden og ikke mindst, hvad de kan bruge hinanden til.

Vi oplever en stor gensidig interesse og rigtig mange spændende projekter, som især handler om at styrke de unges uddannelsesvalg og kendskabet til erhvervsuddannelser og håndværksfag. Så sent som i sidste uge indviede vi lokaler i en daginstitution, som er blevet til i et samarbejde mellem ZBC, en designvirksomhed og Sorø Kommunes daginstitutioner,” siger Gert Jørgensen.

Når det gælder sagsbehandlingstider for byggesager, er Sorø Kommune gået fra en placering som nr. 89 i 2017 til nr. 19 i 2018.

“Sagsbehandlingstiderne er et område, som har meget direkte betydning for såvel borgere som virksomheder, så det er positivt, at vi nu får en god placering,” siger borgmesteren.

En af de dårligste placeringer får Sorø Kommune i kategorien ”Udviklingen i antallet af virksomheder”. Her er Sorø Kommune gået fra en 36. plads til en 83. plads. Gert Jørgensen siger:

“Ser vi på antallet af private arbejdspladser, så har vi en af de fineste vækstrater i Region Sjælland. Det betyder mere for mig end antallet af virksomheder. Men det er da klart, at vi gerne vil tiltrække flere virksomheder.”

Hele analysen kan ses på www.erhvervsvenlighed.dk. Her fremgår også den komplette rangliste, regionale fordelinger mv.