PRESSEMEDDELELSE

Gladsaxehallen danner atter i år rammen om ”stjerneparaden” ved det årlige Danmarksmesterskab i ergometerroning. Det sker den 29. januar 2011. Hele Danmarks roelite stiller til start. Sorø Roklub er på banen med landsholdsroeren Christian Mølvig, nogle af klubbens unge, talentfulde juniorer og fem mastersroere.

Christian Mølvig, som er en del af landsholdsotteren, ror i senior A, letvægt, hvor han bl.a. skal konkurrere med de øvrige roere i otterprojektet. Sidste år roede Chr. Mølvig de 2 km på 6.25.5 og kom i mål på 4. pladsen efter bl.a. Eskild Ebbesen, Thomas Ebert og Niels Jørgen Gommesen.

Den godt roende juniorroer Jakob Lillelund debuterer ved DM i en klasse med rigtig mange deltagere. Spændende bliver det også at følge den talentfulde juniorroer Astrid Thougaard Steensberg, som stiller op i junior B, hvor der bliver kamp til stregen om medaljerne.

Martin Tangø debuterer i klassen +40, hvor klubkammeraten Lars Bo Andersen også ror. Lars Bo vandt sølv sidste år efter en stærk ”ikke roer” Thomas Jensen. Spændende bliver det at følge Martin og Lars i kampen om medaljerne og særlig spændende bliver det, om de kan knække ærkerivalen Thomas Jensen, som stiller op som ”hjemme fra kælderen”.

Klubbens godt roende Bjarne Hjorth debuterer ved DM i +60, hvor der traditionen tro er mange deltagere.

Regerende Danmarksmestre Birgit Juel Hansen og Ingrid Petersen stiller op i hver sin letvægts-klasse. Birgit vandt DM i 2010 i tiden 7.52 og Ingrid Petersen vandt DM 2010 i 7.58.1 – de to veteraner er godt forberedte og skarpe på 2000 meter tiden, så det bliver spændende at følge dem i konkurrencen.

Ved DM er der også konkurrencer for hold, hvor Sorø-kvartetten Nanna Marcher, Anna Olesen, Katrine Johansen og Astrid Thougaard Steensberg stiller op.

Yderligere oplysninger om DM kan læses på roning.dk og på ergometertider.dk.

Sorø Sø