Jernbanen får igen besøg af skinnefræseren, som fjerner en stor del af de revner, der opstår på kørekanten af skinnerne, inden de vokser sig store. I den kommende tid besøger fræsetoget dele af det sjællandske jernbanenet.

Skinnefræseren vender tilbage til Danmark i april og begyndelsen af maj, hvor den sammen med holdet af specialister vil fræse skinnerne, så de små revner forsvinder. Revner, der ellers ville kunne vokse sig så store, at de ville kunne forstyrre togdriften.

Fræsetoget er det langsomste af de specialtog, der jævnligt gæster det danske jernbanenet. Når fræseren er i gang, kører toget med under en kilometer i timen, og togets fræsehjul kan dermed fræse over en millimeter af skinnen for hver passage.

“Skinnefræsningen sikrer, at skinnerne kan holde længere, inden de skal udskiftes, og risikoen for skinnebrud bliver også mindre. Det betyder færre hastighedsnedsættelser og færre skader, der skal udbedres,” siger Pernille Skovrup, vedligeholdelsesleder i Banedanmark.

Normalt vil toget behøve 1-3 passager for at fjerne en revne, og på en nat kan skinnefræseren fræse op til tre ton jern af skinnerne. Jernet bliver herefter kontrolleret, sorteret og bearbejdet, inden det bliver genanvendt

Fræsetoget er knap 44 meter langt og vejer 155 ton med fræsespånerne. Det har to fræsehjul og et slibehjul i hver side. Togets kørehastighed er max 70 km/t på danske skinner. Når det fræser skinner, kører det meget langsomt – kun op til 0,6 km/t.

Kører om natten – klargøres om dagen
Fræsetoget kører om natten for at genere togdriften mindst muligt. Om dagen bliver det renset og klargjort.

“I fremtiden skal der køre langt flere tog på skinnerne, og derfor er det vigtigt med en effektiv vedligeholdelsesindsats, som skal udføres samtidig med, at trafikken forstyrres mindst muligt. Blandt andet derfor kører de forskellige specialtog fortrinsvis om natten,” siger Pernille Skovrup.

Det støjer kun moderat, når fræsetoget arbejder, mens klargøringen kan give støjgener for naboer, der bor tæt ved togets standplads.

Fræsetoget kører efter følgende plan:
5.-6. april: Høje Taastrup-Roskilde
6.-7. april: Høje Taastrup-Roskilde
7.-8. april: Roskilde
8.-9. april: Roskilde-Viby Sjælland
9.-10. april: Viby-Sjælland-Borup
10.-11. april; Viby Sjælland-Ringsted
11.-12. april: Ringsted-Slagelse
12.-13. april; Borup-Korsør
13.-14. april: Sorø-Slagelse
14.-15. april: Sorø-Slagelse
15.-16. april: Sorø-Slagelse

Pressefoto