SF indfrier nu sit valgløfte med Socialdemokraterne om 15 naturnationalparker. Partiet har sammen med Regeringen og støttepartierne udpeget de sidste 10 områder, som skal være naturnationalparker. To af dem er Bistrupskovene midt på Sjælland og Ulvshale skov nord for Stege og Møn.

– Biodiversitetskrisen er lige så alvorlig en trussel mod planetens fremtid som klimakrisen, og vi kan og skal vende den katastrofale udvikling som vores natur er ude i. Ulvshale er hjemsted for flere truede arter, som nu får fred og plads til at leve, siger Anne Valentina Berthelsen, MF for SF i Sjællands Storkreds.

– Plads er det, der virkelig batter i den nødvendige storstillede genopretning af naturen som vi kun lige er gået i gang med. Det får naturen nu i Bistrup skovene til gavn og glæde for både naturen og de mange både borgere og turister, der besøger området, siger Astrid Carøe, MF for SF i Sjællands Storkreds.

SFs naturordfører, Rasmus Nordqvist, siger:

– Vi satte en ny kurs for dansk naturpolitik efter valget, og med den her aftale har vi taget et syvmile skridt på den kurs. Det er et kæmpe gennembrud i dansk naturpolitik, at vi nu giver pladsen tilbage til naturen.

Bidstrupskovene (500 ha)
Skovene ligger i et løvskovsdomineret, kuperet morænelandskab med mange lavninger, moser, søer og vandløb, hvilket sammen med de mange lysninger giver skoven mangfoldighed i natur samt i oplevelsesmuligheder. Flere af skovenes sjældne arter er knyttet til de mange skovenge, eksempelvis flere meget sjældne perlemorssommerfugle og i kanten af lysningerne lever hasselmusen, der er bilag IV beskyttet.

Der er enighed om, at placering og størrelsen på det endelige areal vil være fleksibelt ift. lokale forhold og behov, herunder den store rekreative brug, og naturnationalparkens areal derfor vil være ca. halvdelen af Bidstrupskovenes samlede areal.

Ulvshale skov (300 ha)
Ulvshale skov ligger på marine aflejringer og består af en mosaik af skov og åbent landskab med bl.a. eng, krat, kær og klit. Naturnationalparken kommer til at grænse op til de artsrige strandenge på Nyord kun adskilt af et smalt sund. I Ulvshale skov findes 42 rødlistede svampearter og en meget alsidig billebestand. Ulvshale er også hjem for flere regionalt sjældne arter af sommerfugle såsom spættet bredpande og isblåfugl.

Ulvshale er præget af lysåben natur, hvorfor der er enighed om, at naturnationalparken skal etableres med et lavt trådhegn.