SF vil genopbygge børneområdet – det kræver langsigtede planer.

SF er ikke med i en budgetaftale for 2026.

Budgettet blev forhandlet i skyggen af de store budgetoverskridelser på børneområdet. Der er tale om mindst 34 mio på indsatser for sårbare og udsatte børn og deres familier og 22 mio på specialundervisning. Det handler om budgetoverskridelser på 30-40 % på områderne. Tænkt på, hvad der kunne komme ud af de beløb i forebyggende indsatser og flere ressourcer i skoler og daginstitutioner!

Dertil kommer at der heller ikke har været styr på minimumsnormeringerne på det kommunale niveau. Det viser sig at disse ikke er overholdt i 2024(i følge Danmarks statistik). Det er beregnet, at der mangler 1.2 mio årligt til at få det på plads.

SF ville gerne have haft de andre partier med på at lave langsigtede planer på børneområdet. Det gælder bygninger og det gælder en ny retning for driften på børneområdet, sådan at det vi gør, virker for børnene og deres familier. Vi lykkes kun, hvis vi laver indsatser der virker. God faglighed, god ledelse og god økonomistyring hænger sammen.

Forhandlingerne afspejlede, at Sorø kommune har mange hængepartier, når det gælder de fysiske rammer. Der er over de sidste 10-12 år blevet talt og talt om tingene, men de er ikke blevet fulgt til dørs. Det gælder stort set på alle områder. På børneområdet skal Holbergskolen færdigrenoveres, landsbyordningen i Ruds Vedby mangler at blive fysisk samlet, Frederiksberg skole mangler plads og klasselokaler. 

Det bør ikke overraske nogen politiker i Sorø Kommune, at Frederiksberg skole har en stor tilgang af elever, eftersom det i flere år har været et decideret mål at sælge byggegrunde og byudvikle på Frederiksberg. 

 Det er klart, at vi ikke kan løse alle skolebyggerier inden for et par år, men hvis vi ville se på det mere langsigtet kunne vi have lagt en plan, hvor alle skoler var med. 
For Frederiksberg skole var vi uenige om hvor ambitiøse vi skulle være. Flertallet ville en lille udbygning, vi ville en større udbygning, der ville kunne fungere som kombineret skole og kulturhus. Ét samlingssted på Frederiksberg. Der ville være gode muligheder for at søge fondstøtte til et multifunktionelt hus. 

For SF skal alle børn i kommunen have mulighed for at gå skole i deres eget skoledistrikt. Det skal der være plads til.

Foto: SDL