Af Kristiane Nyborg og Linda Nielsen – Medlemmer af Sorø Kommunalbestyrelse for SF

I 2019 dukkede idéen om samlokation på Holbergskolen op. SF var imod med begrundelsen om, at de pædagogiske hensyn for både Holbergskolen og Troldehaven vægtede højere end de økonomiske fordele ved en samlokation. Det daværende politiske flertal bestående af Venstre, Konservative, DF og med støtte fra Radikale Venstre endte med at stemme samlokationsprojektet igennem og den blev en del af flertallets budgetaftale for 2020.

Det er ingen hemmelighed, at samlokationsprojektet aldrig har været en idé, som vi i SF syntes godt om. Men vi må også anerkende, at alle partier inklusiv SF har bakket op om samlokationsprojektet via det fælles budgetforlig for 2021, hvor der blev afsat 80 mio. kroner til byggeriet.

Derfor var det også med stor tvivl, at SF valgte at sige nej tak til at være medforslagsstillere på et forslag fra Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Enhedslisten om at bryde aftale om samlokation og i stedet igangsætte byggeriet af en særskilt Troldehaven. SF ønsker ikke og har aldrig ønsket samlokation, men vi havde behov for tid til at få klarhed over konsekvenserne ved at stoppe samlokationsprojektet i 11. time.

Men efter to dialogmøder med repræsentanter for både Troldehavens forældreråd, Holbergskolens skolebestyrelse og personale samt områdebestyrelsen, der enstemmigt fortæller, at de ikke ønsker det vedtagede samlokationsprojekt, så må vi stoppe op og tage ansvar – også selvom det muligvis ikke er det økonomisk mest fornuftige. SF bakker derfor op om at omstøde beslutningen om samlokation og dermed støtter SF også forslaget fra A, B og Ø om at igangsætte byggeriet af en ny Troldehaven på Sømosevej hurtigst muligt.