Af Gitte Holm-Jensen, LA Sorø

Der findes stemmer i samfundet, vi alt for sjældent hører. Stemmer som Peters.

Peter er hjerneskadet. Når han går ned gennem Sorøs gader, oplever han blikke, der ser ham som sær – eller måske ligefrem farlig. Men som han selv siger: “Jeg er jo også et menneske.” Han følger med i politik og meget engageret. Han har meninger om livet, og vil gerne deltage i samtalen om samfundet. Alligevel bliver han ofte reduceret til et “emne” i kommunen, en “sag” i psykologens notesbog.

Historien om Peter minder os om, at uanset hvordan vi organiserer vores velfærd – kommunalt, regionalt eller via selvejende institutioner – er det mennesket, vi må holde fast i. Det er her både liberalismen og dannelsestanken mødes: Ja, vi kan vælge nye driftsformer, men vi må aldrig glemme ordentligheden og det menneskelige udgangspunkt.

Selvejende institutioner som en vej frem?

I Sorø Kommune findes en række kommunale tilbud til borgere med erhvervet hjerneskade: Lundebo i Dianalund er et højt specialiseret botilbud for 58 borgere, Sneppevej tilbyder støtte til psykisk sårbare, og der er en hjerneskadekoordinator, der hjælper borgere og pårørende med at finde vej i systemet.

Men Sorø Kommune er ikke alene. Der findes også selvejende og private aktører som Habitus, der driver botilbud tæt på kommunen, f.eks. HabitusHuset i Skellebjerg. Habitus tilbyder både døgnpladser, dagtilbud og STU-forløb og markedsfører sig som højt specialiserede i komplekse problemstillinger. Kommunen kan visitere borgere hertil, hvis det vurderes, at tilbuddet matcher behovene.

Liberalt set kan selveje være et gode: Man åbner for konkurrence, nytænkning og specialisering. Det kan give bedre match mellem borger og tilbud. Men erfaringerne viser også, at selveje ikke i sig selv garanterer kvalitet. Det er her, hvor kommuner nogle gange vasker hænderne og overlader ansvaret til institutionen. Men ansvaret kan ikke udliciteres. Kommunen bærer altid ansvaret for de svageste – uanset hvor de bor.

Når selvejende aktører svigter, som dokumentaren “Farlig omsorg” viste i Habitus-sammenhæng, eller når tilsyn påpeger mangler, bliver det tydeligt: ordentlighed er et ufravigeligt krav, uanset driftsform. Liberalismen må derfor balanceres af dannelse – evnen til at se mennesket bag systemet.

Liberalismens dobbelthed

Liberalismen hylder frihed, konkurrence og ansvar. Men den rummer også en blind plet: Når man overlader pleje og omsorg til private eller selvejende aktører, risikerer man, at effektivitet vægtes højere end værdighed.

Derfor må vi fastholde, at uanset om en institution drives af kommunen, en selvejende fond eller et privat selskab, så gælder samme standard: Mennesker med hjerneskade eller psykiske lidelser skal mødes med ordentlighed, respekt og kvalitet.

Dannelse – forstået som vores evne til at se mennesket bag diagnosen – bliver dermed et afgørende korrektiv. Liberalismen kan give fleksibilitet, men dannelsen sikrer, at friheden ikke forvandler sig til ligegyldighed.

Livskvalitet gennem musik, dyr og fællesskab

Hvordan skaber vi livskvalitet for borgere som Peter? Her kan vi hente inspiration fra Region Midtjylland. I 2023 igangsatte Specialområde Hjerneskade et musikprojekt i samarbejde med VIA University College. Projektet havde ét mål: at undersøge, hvordan musik kan højne livskvaliteten for borgere med erhvervet hjerneskade.

Musikpædagog Marianne Fog fortæller, at musik kan skabe “magi og et kæmpe fyrværkeri i hjernen”. En borger, Kirsten, tidligere musiklærer, turde efter års tavshed at synge igen – og fandt derved også lysten til at tale. Musikken blev en nøgle til både fællesskab og personlig udvikling.

Men musik er ikke det eneste. Ny forskning fra 2025 viser, at dyreassisteret terapi kan løfte effekten af rehabilitering

Iværksætteri og neurologisk innovation – Sorø som fyrtårn?

Det er her, Sorø og Dianalund kan tænke større. Vi har allerede Filadelfia, kendt for sin ekspertise i epilepsi og neurologi. Forestil dig, hvis denne ekspertise blev koblet med iværksætteri inden for musikterapi, dyreterapi og digitale løsninger.

Sorø kunne blive centrum for et neurologisk innovationsmiljø:

  • Hvor startups udvikler nye teknologier, der måler hjernens respons på musik og dyr.
  • Hvor dyreassisterede tilbud professionaliseres og dokumenteres som en del af rehabiliteringsforløb.
  • Hvor kommunale tilbud og selvejende institutioner samarbejder med forskere og iværksættere om at skabe næste generation af behandlinger.

Iværksætteri handler her ikke om profit alene, men om at omsætte ny viden til praksis – til glæde for borgere som Peter. Liberalismen kan frigøre denne energi, men den må altid holdes op imod kravet om ordentlighed og værdighed.

Når systemet bliver en mur

For Peter og mange andre er det desværre stadig systemets mur, de møder. Når psykologen ikke husker, hvad de talte om sidste gang. Når man bliver et nummer i rækken. Når kampen handler mere om bevillinger end om liv.

Det er netop derfor, Sorø – med sin blanding af kommunale tilbud, selvejende aktører og stærk neurologisk ekspertise – har mulighed for at gå forrest. Ikke blot som forvalter af tilbud, men som iværksætter af fremtidens løsninger.

En stemme fra de stemmeløse

Vi taler ofte om børnene – forældrene råber op, demonstrerer, og deres sag bliver hørt. Men hvem taler for Peter og de mange andre voksne med hjerneskade? Her er civilsamfundet – organisationer som SIND, Hjernesagen og lokale fællesskaber – vigtige stemmer.

Men den egentlige opgave er politisk og samfundsmæssig: At sikre, at stemmerne som ikke kan råbe op, stadig bliver hørt.

Liberalismen med et menneskeligt og innovativt ansigt

Liberalismen kan åbne for selvejende institutioner, som Habitus, og skabe fleksibilitet og mangfoldighed i tilbuddene. Den kan også åbne for iværksætteri og neurologisk innovation, der kan gøre Sorø til et centrum for nye løsninger.

Men uden ordentlighed og dannelse forbliver det en tom ramme.
Peter har lært os, at tid er en anden dimension for mennesker med hjerneskade. Livet handler ikke kun om effektivitet og produktion, men om at blive set, hørt og taget alvorligt.

Vi kan lære meget af Peters verden – og af musikprojekterne i Region Midtjylland, af forskning i dyreterapi, af Filadelfias neurologiske ekspertise, og af de mange små iværksættere, der tør tænke nyt.

Det gode samfund er ikke et spørgsmål om hvem der driver institutionen – men om hvordan vi møder mennesket. Liberalismen kan være vejen frem. Iværksætteriet kan være motoren. Men ordentligheden må være kompasset.

 

Peter med sin ledsager Jacob. Pressefoto