Vejdirektoratets omfattende arbejde med at anlægge en ny rundkørsel ved Elmebjergvej og Pedersborg Øst er stødt ind i en række udfordringer, som nu ser ud til at forsinke projektet med op til to måneder.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Projektets tidsplan har vist sig ikke at kunne holde, hvilket betyder at rundkørslen formentlig først er klar i december, fortæller Peter Beck Larsen, der er projektleder i Vejdirektoratet.

”Der er ingen, der er mere ærgerlige over forsinkelsen end os. Vi ved, hvor vigtig rundkørslen er for Sorø Kommune, erhvervskvarteret og de mange pendlere til og fra Vestmotorvejen.

Projektet består af mange dele, der skal passe sammen under udførslen. Her har det desværre vist sig, at enkelte dele af arbejdet kommer til at tage længere tid end planlagt,” siger Peter Beck Larsen.

TIDSPLAN

September:
Der arbejdes langs vejen uden gener for bilisterne. Mindre omvej for gående og cyklende.

Oktober:
Der arbejdes i centrum af den kommende rundkørsel. Der vil være åbent for trafik, men med smallere kørespor.

November – December:
Der arbejdes fortsat med rundkørslen. Der vil være et kørespor spærret i aften- og nattetimerne med lysregulering. Alle kørespor er åbne i perioden fra kl. 04.00-19.00.

Derefter lægges asfalt og striber, ny buslomme anlægges m.m. Også i denne sidste periode af projektet vil der være et kørespor spærret i aften- og nattetimerne med lysregulering. Alle kørespor er ligeledes åbne i perioden fra kl. 04.00-19.00.