Af Gitte Holm-Jensen, LA Sorø
Når man går gennem Ruds Vedby i dag, kan man mærke to meget forskellige følelser. På den ene side en tristhed, næsten en hul fornemmelse, over en by der åbenlyst har haft sin storhedstid, men som nu kæmper med tomme butiksvinduer, ukrudt i rendestenen og unge, der siger ”byen er død”. På den anden side en spirende følelse af, at det her er en by med potentiale – som en larve, der er ved at forvandle sig til en sommerfugl.
For historien viser os, at Ruds Vedby kan rejse sig. Byen har flere gange haft en central rolle: dengang slottet og godset var motor for lokalt liv, dengang jernbanen gjorde byen til et knudepunkt, og dengang foreningslivet og markedet trak mennesker til fra nær og fjern. Ruds Vedby har før været et centrum for vækst og fællesskab – og kan blive det igen.
Placeringen er en gave. Ruds Vedby ligger 30 minutter fra Kalundborg, hvor Novo Nordisk er en af større arbejdspladser i Kalundborg. 30 minutter fra Slagelse, hvor butikslivet blomstrer og kulturen trives. Midt imellem – i et smørhul. Men alligevel kæmper Ruds Vedby med at finde sin gejst.
Man kan dog mærke, at der stadig er vilje til liv. Ved den slidte hal og fodboldbanerne summer det af grin, når børnene spiller bold. Der er ildsjæle, der holder gang i foreningerne. Men hvad med de unge, der ikke længere er børn? Hvor går de hen? Hvor kan de samles, drømme og skabe minder? Mange af dem siger selv: ”Vi har ingen steder at være. Kommunen ser os ikke.”
Her begynder historien om iværksætteri. For midt i denne afmagt står én mand frem. Han lejer sig ind i købmanden ved tanken – ikke for at tjene stort, men fordi han ser det ingen andre gør: De unge mangler et samlingspunkt. Og pludselig sker noget. De flokkes om ham, næsten som bier mod honning. For første gang i lang tid føler de sig set og hørt.
Han er ikke pædagog, ikke embedsmand, ikke sendt fra kommunen. Han er en iværksætter med hjerteblod. Og netop derfor lykkes han. Han skaber noget, der ikke står på et budgetark – men som giver mening i virkeligheden.
Men det er hårdt. Han bruger hans egen tid på at give andres unge et fristed. Han kæmper med regler, tilladelser, økonomi – og står ofte alene. Men modet holder ham oppe. For han ved, at han gør en forskel.
Og så sker det, som viser Ruds Vedbys sande ansigt: Han bliver ikke stående alene. Folk samler sig om ham. Forældre hjælper med istandsættelse, giver moralsk støtte og hepper på projektet. For de kan se det: Han skaber ikke bare en købmand. Han skaber et fællesskab.
Det handler ikke om, at kommunen skal opfinde endnu et projekt, lave endnu et udvalg eller ansætte endnu en konsulent. Det handler om at give mennesker friheden og mulighederne til selv at handle. Om at skabe rammer, hvor ildsjæle og iværksættere kan vokse.
Når en mand som Temam kan skabe så meget liv, blot med vilje og en lille mulighed, så er det et klart bevis på, at forandring ikke kommer fra skrivebordet på rådhuset – men fra mennesker, der tør tage ansvar.
Så vi skal gøre mere end tale strategi, planer og løse skåltaler. Vi skal se den iværksætter som kommer og har en vision, en drøm om et bedre sted for andre. Vi burde støtte vedkommende hvis vi magter det og give de 10 minutter der kræver for at tage skabe sammenhørighed, en fremtid og retning. For alt koster penge, alt handler i den sidste ende om en bundlinje der kan være svær at ramme indenfor de sorte tal i en by som Ruds Vedby.
Mit håb er at Ruds Vedby kan skabe alliancer med iværksættere i Sorø by, i Dianalund, Stenlille m.m. så man kan fornemme en kommune i sammenhørighed og ikke i splittelse. Jeg vil i hvert fald gøre mit for Temam, så han stadig er her om et år. Så de unge kan skabe håb og drømme i et værested. Så man kan kigge ud af den boks som vi er så gode til at holde oppe og nedbryde de barrierer og bureaukratiske bånd. For vi kan selv, hvis vi kan, men det kræver styrke – og når afmagtens følelse allerede har fat, så er det nemt at skabe krystalkuglen, det er straks værre at en retning der er økonomisk såvel som social bæredygtig. Men jeg har håbet for Temam, og jeg vil mere end skåltalen. For skåltaler giver ikke mad på bordet.
