Af Morten Suhr (SF) og Linda Nielsen (SF)
Medlemmer af kommunalbestyrelsen
Asfaltfabrikken, PANKAS har ligget på landet ved Døjringe i rigtig mange år.
Berettiger det til, at fabrikken skal blive liggende og udvide der? Det mener vi ikke.
I dag ved vi betydelig mere om konsekvenserne af sådan en placering, end man vidste den gang den blev etableret. Den viden er vi forpligtet til at handle ud fra.
Vi skal sikre rent vand til fremtiden. Derfor forandrer det ikke noget for SF, at sagen er sendt retur til fagforvaltningen for yderligere belysning. Vi fastholder at asfaltfabrikken bør flytte til et erhvervsområde, der er egnet til miljøbelastende produktioner.
Selvom fabrikken får en ny miljøgodkendelse og en lokalplan, så ligger den stadig i et sårbart område – op og ned ad Tude Å og i et ”område med særlige drikkevandsinteresse”(OSD) hvor Dybendal vandværk henter drikkevand. Den ligger i et område, der er vigtig i den sammenhængende natur i Danmark (Grønt Danmarkskort), og hvor den enkelte kommune har ansvar for at sikre sine egne områder.
Tude Å er et beskyttet vandløb, som ikke bør udsættes for udsivning fra fabrikkens drift. Det kan slå livet i vandet ihjel.
Det er i dag en bunden opgave at sikre at vandværkerne beskytter deres boringer. Vores grundvand er en uvurderlig ressource. Derfor giver det slet ikke mening, at en asfaltfabrik ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser.
Kort sagt bliver vores fælles natur og drikkevand sat på spil for at bevare en asfaltfabrik på en forkert placering.
Vi vil en anden vej: Rent vand og mere natur.
























