Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Sorø Kommune i tidsrummet fra 8. august til 15. august 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

HÆNDELSER
SORØ: 18-årig havde 17 gram hash
Efter et tip fra en borger foretog politiet mandag formiddag en ransagning af en lejlighed i Sorø. Her fandt politibetjentene 17,4 gram hash, og der holdt en bil med et sæt nummerplader, der var teknisk afmeldt. Nummerpladerne blev inddraget, og beboeren – en 18-årig kvinde – blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

SORØ: Sten kastet mod bus
En bus på Vestmotorvejen ved Rustkammervej i Sorø blev søndag klokken 12.22 ramt af en sten, som var kastet ned fra en motorvejsbro. Stenen ramte bussen, som var en dobbeltdækker, på forruden i den øverste del af bussen. Ruden blev knust, og der røg glasstykker langt ind i bussen. Bussen kørte straks ind til siden, og heldigvis kom ingen passagerer fysisk til skade. Fotos fra stedet, afhøringer og hundepatruljer skal nu sørge for, at politiet finder frem til den eller de personer, der kastede med stenen.

Politiet hører også gerne fra personer, der har set eller ved noget om episoden. Politiet kan kontaktes på 114.

SORØ: Indbrudstyve taget på fersk gerning
Det var åbenbart alt for fristende for fire unge mennesker, da de lørdag aften fik adgang til en butik på Centervej i Sorø. De stjal øl, spiritus, slik og chokolade, og de var i fuld gang med at læsse deres bil med alle tyvekosterne, da en patrulje ankom til stedet.

Den var blevet varskoet af en mand fra butikken, der havde set tyvene på overvågningsbilleder fra butikken. Derfor anmeldte han klokken 23.12 indbruddet, og politiet kunne derfor anholde de fire klokken 23.28. Det drejede sig om to 20-årige mænd, en 18-årig mand og en 18-årig kvinde.

En ransagning af tyvenes bil viste, at de også havde 86 gram hash at fremvise. De blev alle sigtet for tyveri, og den ene 20-årige mand bliver også sigtet for besiddelse af hash, mens den anden senere blev sigtet for besiddelse af våben, da man ved ransagning af hans bopæl fandt en peberspray.


INDBRUD

TORNEMARK/SORØ: Biltyv forsøgte at svømme fra politiet
Tirsdag nat klokken 0.46 blev en varebil stjålet fra en adresse i Tornemark ved Sandved. Politiet efterlyste bilen i de interne systemer, så alle patruljer vidste, hvilken bil de skulle kigge efter. Det gav pote lidt uden for Dalmose, hvor en politipatrulje så bilen og gav tegn til føreren om at standse. Det ville han imidlertid ikke.

Efter en længere eftersættelse helt til Sorø, hvor politiet havde lagt stopsticks ud, standsede bilen ved Akademigrunden med helt flade fordæk. Føreren af den stjålne bil, en 21-årig mand fra Dianalund, gav imidlertid ikke op. Han sprang i søen og troede muligvis, at han kunne svømme fra betjentene. Men da politihunden Nikon blev hentet frem, og betjentene fortalte den 21-årige, at hunden om lidt ville svømme ud og hente ham, kom han dog ind af sig selv.

Den 21-årige blev anholdt og sigtet for biltyveri og for adskillige overtrædelser af færdselsloven. En 22-årig kvindelig passager blev også anholdt og sigtet for biltyveri og efter lov om euforiserende stoffer, da politiet fandt en klump hash i hendes sok.

STENLILLE: Biltyv anholdt
En kvinde ringede mandag til politiet og fortalte, at hun klokken 19.52 havde parkeret sin bil på Hovedgaden i Stenlille og kortvarigt forladt den. Da hun kom retur var bilen væk. Bilen blev efterlyst i politiets systemer. Flere vidner havde set bilen køre ved Dianalund og senere ved Sorø, hvor den kørte på motorvejen. Klokken 23.34 standsede politiet bilen nær Køge, hvor føreren – en 27-årig mand fra København blev anholdt og sigtet for biltyveri. Kvinden var glad for at få sin bil tilbage igen.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Sorø Nordskovvej Villa Lørdag kl. 16.20 – lørdag kl. 21.00 Tre iPhones, TV og smykker
Dianalund Finlandsvej Hus 19. juli klokken 11-15.30 Tre lamper fra Louis Poulsen og to lysestager fra Georg Jensen

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Sorø Alleen Mandag kl. 7.45 – 8.05 SKOLESTART: Ca. 70 køretøjer blev tjekket. Ingen sager. Skolepatruljen gjorde det godt, og en lærer holdt opsyn med, at børnene kom godt i skole.
Sorø Slagelsevej Fredag kl. 17.25 – 17.35 Et køretøj standset, føreren blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Type Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Fjenneslev Ringstedvej 12.20 – 17.10 ATK 759 20 60 km/t 118 km/t 4 klip og to betingede frakendelser
Stenlille Sorøvej Klokken 7.15-14.05 ATK 2019 64 60 km/t 90 km/t Tre klip
Sorø Holbækvej Klokken 5.30-12.20 ATK – bestilt færdselskontrol 673 130 40 km/t 67 km/t 22 klip