Af Gert Jørgensen, Borgmester

Det er helt utroligt, hvad man skal stå på mål for, når Enhedslistens Bo Mouritzen løbende bringer sine påstande og usandheder. Det er almindelig praksis, at kommuner markerer borgmestres runde fødselsdage. I den forbindelse har jeg bedt administrationen om at undersøge praksis – med henblik på at følge reglerne.

Det er korrekt, at det var viceborgmester Lars Schmidt, som efter aftale med mig, inviterede Sorø Kommunes samarbejdspartnere, øvrige borgmestre samt medarbejdere m.fl.

Det er en fejl, at det fremgår af invitationen, at det er på vegne af kommunalbestyrelsen. Det er en administrativ fejl på grund af nogle misforståelser. Det burde alene have været viceborgmesteren.

Normalt besøger jeg op mod 100 samarbejdspartnere og institutioner i løbet af et år. Antallet af besøg har det seneste par år været væsentligt lavere grundet corona. Derfor blev samarbejdspartnerne denne gang inviteret ind på rådhuset, når vi nu igen kan samles.
Uagtet at receptionen er repræsentation, og KL og Tilsynet mener, at runde fødselsdage er et anerkendelsesværdigt formål, så har jeg selv valgt at betale for selve receptionen. Det har Bo M. allerede fået oplyst to gange.

Det er derfor ikke sandt når Bo Mouritzen skriver, at jeg har besluttet at bruge kr. 23.000 kommunale kroner på at afholde min runde fødselsdag.

Foto: SDL