Har du som skoleelev eller forælder ordblindhed tæt inden på livet, kan du torsdag 7. oktober kl. 18.30 blive klogere på overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Det sker på Sorø Bibliotek.

Det er vigtigt at ordblindhed ikke begrænser elevers valg af ungdomsuddannelse. Med de rette tilbud, støtte og hjælpemidler er ordblindhed nemlig ingen hindring for læring, læselyst eller uddannelse.

Denne aften består af fem korte oplæg med læsevejledere fra ZBC og Sorø Kommune, med UU-vejleder og rådgiver fra Nota såvel som en studerendes personlige beretning om rejsen fra folkeskolen til ungdomsuddannelse. Der vil være mulighed for at tale med oplægsholderne efter deres oplæg.

Fokus på ordblindhed
Uge 40 er international ordblindeuge, der har til formål at nedbryde fordomme om ordblindhed. Det er vigtigt, at vi som samfund forstår, hvad ordblindhed egentlig er for en størrelse sådan, at vi kan indrette et godt uddannelsessystem og arbejdsmarked med plads til ordblinde og mennesker med læse- og skrive-vanskeligheder.

Dette arrangement er en del af ’Litteratur & læseglæde i Sorø Kommune’, arrangeret af kommunens læsevejledere i samarbejde med Sorø Bibliotek & Bykontor.

Arrangementet er gratis. Tilmelding kan ske via soroebib.dk eller på det lokale bibliotek.

Pressefoto