Ruds Vedby Kirke
Rudsgade 15
4291 Ruds Vedby

Akvarel af Helmer Breindahl

Kontakt kirken 

Følg kirken på facebook 

Julen og Påsken i Ruds Vedby Kirke
At der er stor opbakning til Folkekirken, ser man især ved juletid, hvor Ruds Vedby Kirke er fyldt til bristepunktet. Men Påsken i Ruds Vedby Kirke er mindst lige så stemningsfuld som julen. ”Den foregår på et andet plan, fordi påsken gennemspiller det største kristne drama nogensinde, fra det sorteste mørke til den vildeste jubel. Og det er fantastisk at få det hele med. Det er det privilegium jeg har som præst, at jeg faktisk får mulighed for at følge påsken bid for bid, fordi jeg er på hver dag”, siger sognepræst Marianne Agerholm.

Kirkeåret afspejler årstidernes skiften tæt. Fra jul over kyndelmisse og fastelavn til Påsken og til høst danner Ruds Vedby Kirke rum om såvel vores nationale som private højtider; dåb, konfirmation, bryllup. Det er i maj at årets konfirmander springer ud fra Ruds Vedby Kirke, og det sker det kan være svært at finde plads til alle de unge mennesker og deres familier og venner, men det lykkes.

Sammen i glæde og sorg
Men også de sorteste stunder ved bisættelser og begravelser bærer kirken os i gennem. Ruds Vedby Kirke arrangerer bl.a. sorggrupper, for alle bærer eller kommer til at bære på sorg, det er uundgåeligt, men vi behøver ikke gøre det i ensomhed.

”Ruds Vedby spiser sammen” er et andet stærkt lokalt arrangement, som kirken understøtter. Rigtig mange kigger forbi til mad og hyggeligt samvær ca. en gang om måneden. Du kan se alle aktiviteterne i kirkens egen kalender.

Slægten Rud og Vedbygaard
Ruds Vedby Kirke er en af 37 kirker, der fordelt på 34 sogne, tilsammen udgør Ringsted-Sorø provsti, som er en del af Roskilde Stift.

Ruds Vedby Kirke blev bygget af kampesten i den romanske tid (1100-tallet). I den gotiske tid byggede man en kort forlængelse af kirken mod vest, nedrevet koret og forlænget skibet mod øst. Der blev samtidig indbygget hvælvinger i kirken, på vestsiden blev der rejst et tårn, og der blev opført våbenhuse både mod nord og syd. I tårnet ses våbenskjoldet for slægten Rud.

I 1769 opførtes på nordsiden et gravkapel i rokokostil for familien Barner på Vedbygaard. Ruds Vedby Kirke blev benyttet af herskabet på Vedbygaard til begravelser. Knud Rud og Dorte Bølles ligsten fra 1549 findes i tårnrummet. Her finder man også sten for sønnen Jørgen Rud og dennes hustru Karen Krafse fra 1557. Læs mere om kirkens historie. 


sølvpartner