Af Poul Erik Pedersen og Jørgen Mogensen

På det sidste har der været en del snak om en omfartsvej ved Tersløse. Det positive i den snak er at alle partier i byrådet mener, der er behov for en omfartsvej. Det er glædeligt. Nogle mener så at denne omfartsvej skal gå øst om, andre at den skal gå syd og vest om Tersløse.

Her er det vigtigt, ikke at stirre sig blind på forholdene i Tersløse, men se på udviklingen i hele den nordvestlige del af kommunen.

Her falder det i øjnene at Dianalund by er kommunens anden største bysamfund, og at de 17 ha jord kommunen lige har købt i området i fremtiden gør den endnu større. Det er derfor vigtigt, at infrastrukturen i området er i orden.

• En østlig omfartsvej ved Tersløse gør afstanden til motorvejen kortere og mere sikker end nu, en vestlig og sydlig omfartsvej længere.

• En østlig omfartsvej er billigere end en sydlig og vestlig omfartsvej

• En østlig omfartsvej skal have forbindelse med Per Degns vej og med Pilegårdsvej. Herved vil bilkørslen fordele sig på det overordnede vejnet i Dianalund by. En sydlig og vestlig omfartsvej vil entydigt lede trafikken ad Per Degns Vej

• En østlig omfartsvej vil tilgodese sikkerheden ved Holbergskolen og sikre en eventuel udvidelse af fritidsarealet og sportspladsen. Det vil en vestlig og sydlig omfartsvej ikke

• En østlig omfartsvej vil fremtidssikre trafikstrukturen til og fra Dianalund bysamfund, idet forbindelsen til Stenlille let kan forbedres ligesom en evt. forbindelse til landevej 340 kan det. Således som Dianalund Borgerforening påpegede det i sin undersøgelse helt tilbage i 2010.

• En syd- og vestlig omfartsvej vil, i fald den skal gå til Per Degns Vej, betyde nedrivning af huse, med mindre den skal gå meget underlig

• En syd-og vestlig omfartsvej vil betyde, at det bliver kortere at køre igennem Tersløse fra Dianalund, og dermed er der ikke opnået meget.

• Iflg. Cowi vil en østlig omfartsvej reducere trafikken igennem Tersløse med 3000 biler (heraf 400 lastbiler). En syd- og vestlig omfartsvej kun med 2150 biler (heraf 300 lastbiler).

Vi ser hen til det offentlige møde den 4. maj, hvor det bliver muligt at diskutere fordele og ulemper ved de to vejføringer. I mellemtiden vil vi glæde os over, at alle mener infrastrukturen i kommunens nordlige del skal forbedres, og at man er villig til at afsætte de nødvendige midler hertil.