I går blev Holberg Museets kommende sommersæsons program offentliggjort på hjemmesiden www.tersloesegaard.dk

Den sidste aftale faldt på plads for kort tid siden. Det var med Bertel Haarder, der som nyudnævnt formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse vil komme og fortæller om teatret som åndskraft. Sæsonen byder i øvrigt på hele tre Holberg-komedier, to koncerter med både klassisk musik og jazz samt en kulturnat, flere foredrag og den traditionelle Sankt Hans fejring.

Samme aften dekreterede statsministeren for åben skærm noget nær undtagelsestilstand i Danmark. Spredning af den skræmmende coronavirus skal forhindres, blandt andet ved at holde museer lukket og forbyde arrangementer. Udsigten til tomme stuer på Holberg Museet og aflyste arrangementer er for intet at regne i forhold til alvoren i corona-epidemien.

Det skulle nødig gå lige så galt som på Holbergs tid, da pesten i 1711 ramte København og tog 20.000 af byens dengang 60.000 indbyggere med sig i døden. Dengang huserede sygdommen i to måneder. Den unge Ludvig Holberg (han var på det tidspunkt 27 år) flygtede i tide og fandt husly hos Marie Grubbe ved hendes færgested på Falster – hvilket senere inspirerede ham til en epistel om hendes ”mærkelige ægteskaber”.

Forhåbentlig er den aktuelle store virusalarm afblæst inden HolbergMuseets sæson indledes den 4. juni. Derimod bør vi utvivlsomt forberede os på at annullere en række aftalte besøg i den kommende tid. Det drejer sig om musikoptagelser, skoler, grupper og foreninger med op til 80 gæster af gangen, der har reserveret besøg på Holberg Museet. Hver enkelt vil blive kontaktet direkte med nærmere besked.

De bekymrende udsigter til trods gengiver vi hele sæsonprogrammet herunder – idet vi optimistisk tør håbe på, at epidemi-faren vil være drevet over inden det bliver sommer. Nærmere omtale og detaljer kan ses på terslosegaard.dk

Program sæson 2020
Torsdag 4. juni kl 19-23 Natåbent – Dianalund Kulturnat. Kl.22.00 optræden af Henrik Jandorf
Fri entré

Søndag den 7. juni kl. 15.30: Komedie: ”Den Vægelsindede” opføres af Teaterselskabet Pulchra Semper Veritas
Entré: 150 kr.

Torsdag den 23. juni kl. 20.00: Sankt Hans fejring med båltale af redaktør Bjarne Stenbæk og korsang/fællessang ved Skt. Hans bålet på plænen foran Tersløsegaard
Fri entré.

Søndag den 5. juli kl. 14.30: Holberg som godsejer – 275 års jubilæum for Holbergs køb af Tersløsegaard, foredrag af lokalhistoriker Stig Fjord Nielsen
Entré: 100 kr.

Søndag 26. juli kl. 15.30: Jazzkoncert – den norske trommeslager Snorre Kirk med sin kvartet.
Entré: 150 kr.

Søndag den 16. august kl. 12-16 Herregårdenes Dag: Holbergkomedie: ”Pernilles korte Frøkenstand” og ”Den forvandlede brudgom” opføres af Bagsværd Amatør Scene. Forevisning af LudvigHolberg Museet og herregårdshaven. Salg af havens afgrøder og servering af drikkevarer m.m.
Entré: 125 kr.

Søndag den 23. august kl. 15.30: Klaverkoncert med Steen Pade og oplæsning af skuespiller Henrik Jandorf
Entré: 125 kr.

Søndag den 6. september kl. 15.30: Formanden for Det Kgl. Teater Bertel Haarder (MF) om teatret som åndskraft
Entré: 100 kr.

Museet vil i øvrigt være åbent i perioden fra søndag den 7. juni til og med søndag den 6. september hver lørdag og søndag kl. 12-16. Museumsbesøg på andre tidspunkter kan bestilles hos museets foreviser ved henvendelse til post@tersloesegaard.dk eller telefon 7446 6770.

LUDVIG HOLBERG MUSEET TERSLØSEGAARD
Holbergsvej 101, 4293 Dianalund
www.tersloesegaard.dk