Fra den nystiftede folkedanserforening i Stenlille til Sorø’s borgere:

“Kære unge og gamle i Sorø kommune,

Vi er en nystiftet folkedanserforening som danser i Stenlille, Hovedgaden 60 B, i aktivitetscentret. Vi prøver at løfte en gammel kulturarv – folkedansen. Den er desværre på retur flere steder – mange foreninger lukker, måske fordi mange forestiller sig, at vi danser rundt i tunge dragter – det gør vi ikke. Nogen af os har en gammel egnsdragt, som vi bruger en sjælden gang til en opvisning, hvis arrangørerne ønsker det.
Men, der er også en spirende bevægelse i gang blandt unge folkedansere og spillemænd. Mange har fået øjnene op for denne del af vores rødder. Vi synes heller ikke det må gå tabt. Mange unge spiller fusionsmusik, men med solid basis i det oprindelige. Der skal være plads til det hele.
I vores formål har vi bl.a. at invitere unge mennesker, som spiller et instrument, til at spille til dans sammen med vores erfarne spillemand på violin. Der er stor forskel på at spille fra bladet og til dans. Om den unge spiller violin, harmonika, bas eller andet instrument, er uden betydning. Vi sørger for, at den unge har de materialer, der skal bruges. Kom og vær med i kortere eller længere tid!
Vi danser efter gamle folkemelodier fra det 18. og 19. århundrede, som de blev spillet og danset i lader og i forsamlingshuse dengang. Det var en vigtig del af samhørigheden og fællesskabet. Måske foregik det lidt vildere dengang, hvor de unge bønderkarle kunne finde på at sparke i loftbjælkerne i danserus. Hos os foregår det lidt mere civiliseret, men glæden ved dansen og musikken har vi også. Faktisk har vi det ret skægt …
Stenlille folkedansere inviterer til legestue (gammelt ord for bal – egentlig liegstouw) d. 4. januar, og her er de unge også velkomne til at spille med sammen med lidt flere spillemænd. Her mødes vi fra fjern og nær – og alle er velkomne.
Vi er åben for nye medlemmer, så hvis du har lyst til at komme og more dig og samtidig få lidt sund motion, er du velkommen til at komme forbi en torsdag aften kl. 19.30. Om I er et par eller du kommer alene er ligegyldigt.”

Foto: Stenlille Folkedansere
Foto: Stenlille Folkedansere