Musiker Ancher Grøn fra Døjringe skal stå i spidsen for ”Sorø Jazzklub”, som bliver et selvstændigt supplement til Sorø Jazzfestivalen. Dette oplyser Sorø Jazz i en pressemeddelelse.

”Lad os booste jazz-interessen endnu mere i Sorø med et selvstændigt supplement til Sorø Jazz, nu som jazzklub med eget sted og idé, intimkoncerter, musikoptagelser, festlig snak, samvær og swing til jazzens egne danse.”

Med denne programerklæring inviterer initiativtagerne til medlemskab af den ny forening Sorø Jazzklub – ovenikøbet kontingentfri indtil nytår. Jazzklubben er netop stiftet og har valgt sin første bestyrelse bestående af jazzveteranen, kapelmester Ancher Grøn, Døjringe, Rikke Haugaard fra skovlandbruget Katrinelunden i Sorø Sønderskov og barista Otto Sejer, der bor i København. Foreningens adresse er Dyssevej 18, 4180 Sorø (tlf. 2361 0107, email: ancherg@gmail.com).

”Mød os på Sorø Jazzfestivalen og ved Folkemøde Sorø”, opfordrer den ny Jazzklub. Om baggrunden forklarer stifterne, at Sorø Jazz gennem årene med fremragende musikere har tiltrukket et kompetent, trofast og stadig større publikum til områdets mange attraktive koncertsteder. Dermed bidrager jazzen til en helt særlig stemning mellem land og by. Jazzklubben satser på mindst fire årlige aktiviteter med ”samvær, livsglæde, kultur, mad og bevægelse….”.

 

Sorø Jazzklubs bestyrelse, fra venstre Otto Sejer, Rikke Haugaard og yderst formanden Ancher Grøn. Han har studeret på Det kgl. Musikkonservatorium og på konservatoriet i Paris, spillet klassisk med Det kgl. Kapel og Berlinersymfonikerne og ikke mindst gjort sig gældende i jazzen med sit eget bigband, der to gange har optrådt på Sorø Jazzfestivalen med koncerter i Victoria Teatret. Pressefoto.
Del på sociale medier