Vanen tro er der fodboldskoler på programmet i sommerferien i Sorø. I år udvides den traditionsrige DGI fodboldskole med endnu en skole, så endnu flere børn kan få en sund, sjov og aktiv oplevelse i sommerferien.

Det skriver DGI til Dit Sorø.

I flere end 25 år har børn i Sorø skiftet skoletasken ud med sportstasken og tjekket ind på DGI Fodboldskolen, der siden 1990 er blevet afholdt i den anden uge af sommerferien. Sådan bliver det også i år, hvor Lynge-Broby IF og Team AS samarbejder med DGI. I år med et nyt tilbud under solen.

Alle skal kunne være med
Fodboldskolen er for mobile børn i alderen 8-12 år, der har særlige behov og/eller diagnoser. Der er plads til 16 deltagere, og fodboldskolen ligger sammen med den store fodboldskole, der afvikles i samme periode.

Børnene vil derfor både være en del af det store fællesskab, men samtidig kunne spille fodbold i trygge og overskuelige rammer.

“Vi vil gerne sikre, at der er et tilbud til de børn, der har nogle fysiske eller psykiske udfordringer, der gør, at det er svært at være med på den traditionelle fodboldskole. Den nye fodboldskole er ligesom andre fodboldskoler, men adskiller sig ved, at der er færre børn pr. træner. Dagene er lidt kortere, mens der er ekstra fokus på at skabe trygge og overskuelige rammer”, siger Christian Sloth, der er idrætskonsulent hos DGI Midt- og Vestsjælland.

Succesoplevelser i vente
Uge 28 byder naturligvis også på den traditionelle fodboldskole, som er Danmarks ældste fodboldskole, med målmandsskole for piger og drenge i alderen 8 til 14 år. Her er træningen aldersopdelt for at sikre, at det bliver både mere sjovt og mere relevant for børnene.

“Vi får stor ros for undervisningsmaterialet, der er aldersrelateret, som netop er unikt for DGI Fodboldskoler. Det sikrer teknisk træning med høj faglighed, der er skræddersyet til børnene, der derfor får en masse succesoplevelser. Det betyder også, at alle kan være med uanset niveau”, siger Christian Sloth.

Kom med
DGI Midt- og Vestsjælland arrangerer fodboldskoler i det midt- og vestsjællandske. I år med det største antal i fem år, nemlig 14 fodboldskoler fordelt i geografien.

“Vi oplever en stigende interesse fra klubber, der vil være med i det store fællesskab. I år har vi flere nye klubber med, når vi åbner for tilmeldingen til alle skoler den 1. februar 2018 via www.dgi.dk/fodboldskoler”, siger Christian Sloth.

På alle skoler er der med i prisen en fodbold og tøjpakke fra Select. Vær opmærksom på, at prisen på skolen stiger efter den 27. maj 2018. Tilmeldingen sker via www.dgi.dk/fodboldskoler