Den 1. august bliver Fagcenter Familierådgivningen og Fagcenter Skole og Daginstitution lagt sammen i et nyt center, Fagcenter Børn og Familie. Nu er chefen for det nye center fundet.

Efter en grundig ansættelsesproces bakker et samlet ansættelsesudvalg op om Henrik Madsen som ny centerchef.

Henrik Madsen har siden oktober 2013 været konstitueret centerchef i Fagcenter Skole og Daginstitution i Sorø Kommune, og har før det været skoleleder på Pedersborg Skole i 20 år.

Henrik Madsen tiltræder sin nye stilling som centerchef for Fagcenter for Børn og Familie den 1. august.

Konstitueret kommunaldirektør Søren Ole Sørensen siger:

– Med Henrik Madsen får vi en strategisk og visionær chef, som har fokus på fortsat udvikling af kommunens tilbud til børn og børnefamilier. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med Henrik.

Henrik Madsen siger:

– Jeg glæder mig meget til at få chancen til at yde mit bidrag til at gøre Sorø Kommune til Danmarks bedste kommune for børn og børnefamilier. Jeg har altid været stolt over at arbejde i Sorø Kommune, og jeg glæder mig over at få chancen til at arbejde sammen med de rigtig mange fantastisk dygtige og engagerede ledere og medarbejdere om at udvikle vores kommune.

raadhuset