Nu er der ikke længe til, at det går løs med jazz i Sorø og omliggende sogne. Programmet byder på et halvt hundrede kendte professionelle jazzmusikere i en snes forskellige bands. Det hele kan læses på www.soroejazz.dk og er også med på www.livejazz.dk med tilhørende jazz-app, ligesom alle festivalens koncerter omtales på www.jazz.dk, der ellers domineres af den kæmpemæssige Copenhagen Jazzfestival, som allerede spiller i disse dage. Desuden har Sjællandske Medier udgivet Sorø Jazzavis både på tryk og som e-paper.

Sorø Jazzfestivalen flyder således pænt oven på den danske sommers store jazzhav, hvor det bølger med festivaler i snart sagt hver en krog af landet. København med 1000 koncerter og Aarhus med 250 koncerter stjæler selvfølgelig megen opmærksomhed, men begge festivaler er færdigspillede inden de første toner lyder i Sorø. I Sorøjazz ugen 20-27. juli er der til gengæld ikke nogen andre festivaler i gang, bortset fra de sidste tre dage 25-27. juli, hvor også Ribe byder på en flot jazzprogram. Derefter kommer i august en hel stribe festivaler oven i hinanden i en masse byer lige fra Nexø over Middelfart til Aalborg.

Til jazzarrangementerne i Sorø ventes mindst 3000 gæster, så et godt råd er at sikre sig reservation til koncerterne. Det sker ved at henvende sig til de enkelte spillesteder (adresser, kontaktinformation og priser kan ses på www.soroejazz.dk).

Ursula Dieterich optræder i Victoria Teatret den 21. juli.