Af Anja Al-Erhayem, Socialdemokratiet
Jeg deltog i et debatmøde om, hvorvidt Sorø Kommune skal have en arkitekturpolitik.
Det satte noget i gang hos mig. For det står mere og mere klart:
Der er langt mellem det, vi gerne vil – og det, vi faktisk har råd til.
Kommunens økonomi er under pres. Den seneste økonomiske redegørelse peger på et merforbrug på over 40 millioner kroner i forhold til det oprindelige budget.
Det er ikke en abstrakt diskussion – det er en reel bekymring. Det betyder, at der skal prioriteres hårdt. Også dér, hvor ønskerne er både gode og nødvendige.
Samtidig hører vi fra borgmester Jakob Spliid (V), at: “Borgernes penge skal ikke ligge og samle støv i kommunekassen, de skal ud og arbejde.”
Den ambition deler jeg.
Men jeg er uenig i præmissen, for likviditet er ikke noget, der ligger passivt og samler støv. Likviditet er ikke en opsparing, det er vores budgetkonto. Det er et dynamisk økonomisk sikkerhedsnet, der gør, at vi kan handle, når virkeligheden rammer med ubehagelig styrke. Det er et bekymrende faktum, hvor presset kommunens økonomi er i disse år.
Og så er det, noget andet træder tydeligere frem.
For rundt omkring i vores kommune findes der mennesker, der skaber noget, som vi ikke kan betale os til med kommunale midler. Det er ikke noget ved siden af kommunen – det er en del af det fællesskab, vi alle er en del af.
Lad mig give et eksempel.
I Ruds Vedby er den gamle skole i gang med at blive forvandlet til et samlingssted. Ikke fordi nogen har besluttet det i en budgetaftale – men fordi to ildsjæle har valgt at gøre det.
De bygger op med materialer, der har haft et liv før: fliser fra Københavns Metro, døre fra Botanisk Have, gulvtømmer fra Carlsberg. Selv detaljerne er valgt med omhu og fantasi.
Det er et helt fantastisk sted.
Og det er mere end genbrug.
Det er vilje. Det er blik for det, der kan blive til noget. Og det er et eksempel på, hvad mennesker kan skabe, når de er sammen.
Sidste gang jeg så et så interessant og spændende sted, var da jeg besøgte Salvador Dalís hus i Cadaqués i Spanien – men denne gang var det i Ruds Vedby.
Det er ikke kun fantastisk frivillig indsats. For mig er det også politik.
Det er den slags initiativer, der giver en kommune sjæl og sammenhold.
Det er ikke en erstatning for velfærd. Men det er en del af svaret på, hvordan vi skaber liv og kvalitet – også når økonomien er presset.
Derfor er arbejdet med en arkitekturpolitik vigtigt. Ikke som en skrivebordsøvelse, men som en måde at tage det, der allerede lever, alvorligt.
Jeg mener, at vi med fordel kan blive mere bevidste om, at fremtidens kommune ikke kun skabes fra rådhuset – men i samspillet mellem mennesker, fællesskaber og det politiske arbejde.
Den skabes af mennesker, der vil noget med det sted, de bor.
