Af Anja Al-Erhayem, Byrådsmedlem, Socialdemokratiet i Sorø Kommune
Jeg mødte Myrna, som så mange af os møder hinanden i hverdagen.
Over en indkøbskurv og et “ha en god dag”.
Hun sad bag kassen. Jeg stod foran den.
Hun er kasseassistent. Jeg var dengang kandidat – i dag er jeg valgt politiker.
Men i det øjeblik var vi bare to mennesker i et helt almindeligt møde.
Først var det de korte hverdagsreplikker.
Et smil. Et “ha en god dag”.
En dag nævnte hun en klumme, jeg havde skrevet om at være pårørende til et menneske med demens.
Hun sagde, at hun kunne genkende meget af det jeg skrev.
Så sagde hun noget om sin mand. Om sygdom. Om bekymringer.
Og pludselig var det ikke længere bare det, vi siger i forbifarten.
Myrna fortalte om årene som pårørende. Om at leve i konstant beredskab. Om at miste langsomt.
i 2024 døde hendes mand, Alex. De havde været gift i 31 år.
Myrna er 66 år. Hun har været fængselsbetjent i 36 år – et arbejdsliv tæt på mennesker i krise, håb og fald. De senere år har hun arbejdet som kasseassistent.
Hun har båret meget. Hun har mistet. Hun har sørget.
Så sagde hun:
“Mit liv er ikke slut. En dør lukkes, men mange andre åbnes.”
Kort efter sin mands død meldte hun sig til en arrangeret rejse.
Rejsen gik til Jordan.
Hun kendte ingen på forhånd. Hun tog afsted alene – men ind i et fællesskab.
Da hun kom hjem, ringede en af kvinderne fra rejsen.
“Skal vi tage afsted igen – sammen?”
Og sådan blev én rejse til begyndelsen på noget nyt.
Med tiden voksede vores samtaler.
Og en dag spurgte jeg, om hun ville dele sin historie med andre.
Det ville hun.
Det blev til en samtale med tilhørere – mennesker fra lokalområdet, som spejlede sig i hendes erfaringer.
Der blev lyttet. Nikket. Tørret øjne. Delt egne historier.
Når jeg tænker over det, tror jeg, vi mennesker er designet til at miste.
Ikke fordi livet er ondt – men fordi det er langt.
Vi mister familie. Vi mister hinanden.
Nogle mister langsomt. Andre brat.
Og alligevel er sorg noget, vi ofte bærer alene.
Vi taler meget om systemer, strukturer og løsninger.
Men noget af det mest afgørende i et liv med tab sker et helt andet sted.
I hverdagen.
I de små rum mellem os.
Det var ikke et politisk møde, jeg havde med Myrna.
Det var et menneskeligt.
Men det er netop dér, min politik begynder.
For jeg møder mange som hende.
Mennesker, der passer deres arbejde, smiler, får hverdagen til at fungere – mens noget indeni er væltet.
Mennesker, der ikke nødvendigvis har ord for sorgen, men som lever med den.
Fællesskab er ikke noget abstrakt.
Det opstår dér, hvor mennesker mødes i hverdagen.
Hvor en samtale kan begynde.
Hvor man ikke kun er kunde, borger eller nummer – men menneske.
