PRESSEMEDDELELSE

SEAS-NVE og Sorø Kommune slukker gadelyset
Lørdag den 26. marts kl. 20.30 slukker SEAS-NVE og Sorø kommune gadelyset i en time i forbindelse med den årlige klimabegivenhed Earth Hour.

Energiselskabet SEAS-NVE og Sorø Kommune går sammen for at udbrede det positive budskab til Sorø Kommunes borgere, om at lyset skal slukkes i en time for at minde alle om, at vi skal spare på verdens ressourcer.

Ifølge administrerende direktør Jesper Hjulmand har man hos SEAS-NVE valgt at køre kampagnen Sluk Lyset Region Sjælland igen i år, fordi man er af den overbevisning, at miljø og klima ikke skal behandles som flygtige modediller, men derimod som vedvarende problemer, der skal løses.

I hele Sorø Kommune bliver gadelyset for første gang slukket i en time i forbindelse med Earth Hour. Det kan nu lade sig gøre, fordi hovedparten af gadebelysningen er blevet opdateret til en smartere styreform. I det store hele vil der kl. 20.30 og en time frem ske en nærmest total mørklægning af Sorø Kommune for at markere Earth Hour. Af hensyn til trafikken vil der dog være lys langs større trafikerede veje. Ligeledes vil der enkelte steder være lys, hvor gadebelysningen endnu ikke er opdateret.

Fakta om Earth Hour
Ideen til Earth Hour stammer fra Australien, hvor WWF Verdensnaturfonden og den australske avis Sydney Morning Herald gennemførte den første mørklægning den 31. marts 2007 med deltagelse af 2.100 virksomheder og 2,2 mio. mennesker.

Sidste år deltog en milliard mennesker, over 4.000 byer i 128 lande. Den store deltagelse understreger tydeligt, at Earth Hour er global og symbolsk begivenhed, som sigter efter så bred deltagelse som muligt. Forventningerne til deltagerantallet i år er større end sidste år.

Informationer om det globale Earth Hour initiativ ligger på http://earthhour.wwf.dk.

Støt op
Du kan markere din opbakning til Sorø Kommunes deltagelse på kommunens side på Facebook, hvor Earth Hour ligger som en begivenhed. Adressen er www.facebook.com/soroekommune.

Og så kan du naturligvis vælge at støtte op om Earth Hour ved at slukke lyset den 26. marts kl. 20.30!