Af Niels Hilker, formand for DN Sorø
Ankerhusgrunden er en perle i Sorø og dens lokalplan SK 75 har da også til formål at sikre de bevaringsværdige og kulturhistoriske elementer, træer og bygninger i området,
I lokalplanen er der særligt udpeget 17 ”bevaringsværdige træer” og et antal ”karaktergivende træer”, de sidste skal så vidt muligt bevares.
I maj 2025 blev DN Sorø kontaktet af en medarbejder fra Sorø Kommune med henblik på dialog om bevaringsværdige træer, som bygherren havde et ønske om at fjerne. Dialogen kom dog ikke i gang. For god ordens skyld gjorde DN Sorø derfor kommunen opmærksom på, at vi anser en dispensation vedrørende bevaringsværdige træer for at være i strid med lokalplanens formål, og at der derfor ikke kan dispenseres. Vi bad desuden om aktindsigt i eventuelle afgørelser, men fik oplyst, at der ikke var sket noget.
Derfor var vores forbløffelse stor, da Sjællandske Nyheder kontaktede os om de mange dispensationer – herunder tilladelsen til at flytte det bevaringsværdige træ Kvindernes Eg, som er et af de 17 beskyttede træer i lokalplanen. Træet blev plantet i 2015 til minde om 100 året for kvindernes valgret.
Et bevaringsværdigt træ skal bevares på sin plads. Flytning indebærer stor risiko for de svækkes eller går ud, hvilket strider mod lokalplanens intention. Dispensationen er desuden givet uden forudgående høring af DN Sorø, trods vores høringsret efter planloven.
Lokalplaner er en fælles aftale mellem borgere og politikere. Gentagne dispensationer fra centrale bestemmelser risikerer at udhule både planens formål og områdets karakter.
DN Sorø opfordrer derfor til, at Sorø Kommune skal være mere tilbageholdende med at dispensere fra lokalplaner – og konkret til, at dispensationen om at flytte Kvindernes Eg tilbagekaldes.
























