Af
Peter Milton Mortensen, Trautnersvej 16
Karsten Hansen, Trautnersvej 22

På et møde i NTP-udvalget den 6. april så de borgerlige politikere stort på fredningsbestemmelser, rammebestemmelser og bevaringsbestemmelser for at muliggøre og lovliggøre ombygningen af Loge-bygningen på Trautnersvej 24, som i 2020 blev købt af et lokalt ejendomsselskab.

Beslutningen får store og vidtrækkende konsekvenser, i fald den opnår endelig godkendelse efter de lovpligtige høringer.

Det borgerlige flertal har i strid med områdets bestemmelser godkendt, at dele af den bevaringsværdige Loge-bygning nedrives og, at Loge-bygningen tilføjes nyt byggeri i strid med søbeskyttelseslinjen. Men helt usædvanligt har de borgerlige politikere i bestræbelserne på at realisere Loge-ombygningen måtte godkende, at ændre byggereglerne for samtlige husstande i Sorøs gamle villaområde (planområde So.B1 i området Slagelsevej-Holbækvej-Ringstedvej). Ændringerne betyder, at eksisterende boliger i hele området fremover kan udbygges fra 1½ til 2½ etager og bebyggelsesprocenten kan øges fra 30% til 40%. Boligerne kan skifte status til etageboliger og anvendes til erhvervsmæssig udlejning.

Det borgerlige flertal kan hævde, at de blot er med til at opfylde bygherrens visioner om, at Loge-ombygningen vil skabe flere boliger. Nej, Loge-ombygningen vil kun udvide boligmassen med 43 kvm.

Det borgerlige flertal kan hævde, at de omfattende lovmæssige ændringer har udspring i et generelt ønske om flere boliger i Sorøs gamle bymidte. Nej, ledelsen i forvaltningen har utvetydigt udtrykt, at den politiske behandling alene er igangsat grundet Loge-ombygningen.

Det borgerlige flertal kan hævde, at Loge-ombygningen blot sendes til høring. Nej, høringen er lovpligtig. Beslutningen giver en politisk blåstempling af såvel projekt som tilknyttede regelændringer og dispensationer.

Offentlig forvaltning skal generelt opfylde princippet om “proportionalitet”. Omfanget af regelændringer og dispensationer synes ude af proportioner med målet om at lovliggøre Loge-ombygningen. Forvaltningen skal desuden opfylde princippet om “lighed”. Den forrige ejer af Loge-bygningen har tidligere fået afslag på ansøgning om ombygninger af langt mindre karakter.

Kan det borgerlige flertal i NTP-udvalget forklare Sorøs borgere, hvorfor ombygning af én bolig i dette tilfælde har fået Jer til at ændre byggereglerne for hele Sorøs gamle villaområde?