I morgen åbner det store Lions Marked i bymidten. Lions Marked er hovedindtægtskilden for Lions Club Sorø, som er primus motor for en lang række velgørende aktiviteter i byen, f.eks. Nytårskoncerten.

Det årlige Lions Marked kræver mange timers planlægning og forberedelse, og som regel medvirker alle Lions Clubs knap 30 medlemmer og deres evt. ægtefæller til, at begivenheden løber af stabelen på god og effektiv vis. De frivillige driver f.eks. restauranten Løvegrotten og sørger for, at der bliver ryddet op efter den store byfest.

Overskuddet fra de to dages Lions Marked går ubeskåret til hjælpearbejdet i ind- og uland. Senest har Lions f.eks. støttet Læger Uden Grænsers hjælpearbejde i Haiti efter jordskælvet.