LAG Midt-Nordvestsjælland har netop indstillet otte nye projekter til tilsagn om mere end 2,1 mio. kr. Størstedelen af pengene skal ud at arbejde for at udvikle og styrke netop de lokale kultur- og mødesteder samt de lokale råvarer.
”Vi har et luksusproblem her i Midt-Nordvestsjælland,” fortæller bestyrelsesformand Flemming E. Larsen, ”vi får nemlig rigtig mange gode og spændende projektansøgninger ind til vores ansøgningsrunder. Det betyder desværre også, at vi ikke kan imødekomme dem alle.” De otte projekter, som bestyrelsen har valgt at indstille til tilskud, er dem, der bedst understøtter målsætningerne i den lokale aktionsgruppes udviklingsstrategi. Efter indstillingen af de otte projekter har LAG Midt-Nordvestsjælland godt 1,5 mio. kroner tilbage i årets pulje, hvor til sidste ansøgningsfrist netop er blevet rykket frem til 1. september.
Tre af projekterne omhandler nye kulturelle mødesteder:
I Sorø Kommune ligger som bekendt herregården Tersløsegaard, som var hovedsædet for Ludvig Holbergs baroni. Stiftelsen på Tersløsegaard driver Holberg-museet i midterfløjen af Tersløsegaard med mindestuer, særudstillinger, teateropførelsen, foredrag og koncerter. Haven om Tersløsegaard spiller her en vigtig rolle. Den nuværende have ligger vest, syd og øst for bygningerne, mens der mod nord kun er et smalt stykke have. For 3 år siden erhvervede Tersløsegaard 3.000 m2 mod nord, og projektet har til formål at etablere barokhave på dette areal, sådan at der skabes et sammenhængende uderum hele vejen rundt om herregården.
På en af Midtsjællands andre herregårde, Sonnerupgaard Gods, har Teater Solaris indtil nu anvendt godsets lokaler. Men grundet samarbejdets store succes vil samarbejdsparterne gerne finde en mere permanent løsning, der giver teateret mere plads. Teater Solaris’ vil derfor etablere et innovativt kultur-, event- og teatertelt indeholdende en scene, en foyer og en koncertsal med plads til 150 besøgende. Teltet er en spændende løsning, som skaber de mange kvadratmeter, som er nødvendige for at kunne ekspandere teatret.
Nogen herregård er den gamle Danske Bank bygning i Tølløse ganske vidst ikke, men for borgerne i og omkring Tølløse er det ikke afgørende. De har i efteråret erhvervet bygningen, efter at den har stået tom en tid, og nu vil de indrette kulturmødestedet No1 i den centralt beliggende bygning. Ambitionen med No1 er at levere kulturtilbud som levende musik, foredrag og teater, samt at skabe rammerne om byens nye erhvervsklub etableret af Fællesskab Tølløse. I No1 kan lokale erhvervsfolk mødes, hjælpe hinanden og skabe nye netværk.