Praktiserende læger har nu mulighed for at blive fast tilknyttet et eller flere plejecentre i Sorø Kommune. Det byder på nye faglige muligheder for lægerne samt øget tryghed for beboere og pårørende.

Beboere på plejecenterbeboerne i Sorø Kommune kan i fremtiden få en fast læge tilknyttet plejecentret, hvor de bor. Sorø Kommune søger nemlig praktiserende læger til alle kommunens plejecentre.

Lægers faste tilknytning til plejecentre har igennem en kortere årrække været afprøvet i andre kommuner.
Der har ordningen vist gode og solide resultater. Derfor håber Sorø Kommune nu at høste de samme fordele.

Vi stiller os på skuldrene af virkelig gode erfaringer fra kommuner på tværs af landet. Det er tydeligt at se, hvordan denne ordning har været en stor fordel for beboerne på plejecentre i andre kommuner, og det er noget, vi glæder os til at kunne tilbyde plejecentrenes beboere, siger formand for Social og Sundhedsudvalget i Sorø Kommune, Lars Schmidt.

Fordele for beboere, medarbejdere og læger
Erfaringer fra andre kommuner viser, at der sker færre indlæggelser og genindlæggelser, at medicinhåndteringen på plejecentrene bliver forbedret og at beboere og pårørende oplever en højere grad af tryghed på grund af den tætte relation til lægen.

For lægen betyder rollen som fast tilknyttet læge på et plejecenter, at lægen får de beboere på plejecentret, der ønsker det, som faste patienter. Lægen møder patienterne på plejecentret og fortsætter derudover sin praksis som normalt.

Fordelene for lægerne, der vælger at tilknytte sig plejecentrene, er også klare. De kan se frem til en faglig udfordring og en anden måde at følge patienterne på. De får dybere indsigt i den enkelte patient og adgang til konstruktiv sparring med personalet om beboerne, som kan fortælle dem om ting, de ser, som lægen skal holde øje med.

I det hele taget får lægerne mulighed for at præge den sundhedsfaglige indsats i Sorø Kommune, og vi kommer til at stå klar med åbne arme. Vi har allerede et godt samarbejde med de praktiserende læger i kommunen, men jeg er sikker på, at der kommer til at opstå klare fordele i en fast tilknytning, som både beboere, medarbejdere og lægerne selv kommer til at nyde godt af, siger leder af Sundhed og Omsorg i Sorø Kommune, Pia M. Nyborg Hansen.

Normalt koster det 210 kr. at skifte læge. Men Social og Sundhedsudvalget har vedtaget, at Sorø Kommune dækker udgiften for de beboere, der vælger at skifte til den læge, som bliver fast tilknyttet deres plejecenter.