Ladies Circle Sorø er en lokal klub, som er en del af et både nationalt og internationalt netværk for kvinder op til 45 år. Dit Sorøs fotograf, Anne Beth Witte, var for nyligt inviteret med til et af Ladies Circle Sorøs klubmøder for at holde et oplæg om networking. 

Formålet med Ladies Cirle er bl.a. at udvikle kendskabet til andres livsforhold, at udvikle medlemmerne i selvstændighed og tolerance og skabe gode kammeratskaber såvel nationalt som internationalt. Det gør de dels ved deres lokale Ladies Circle klub, hvor de mødes ca. 12 gange årligt og dels ved fællesmøder med enten distriktet, hele Danmark eller hele verden.

Til deres lokale klubmøder spiser de gerne sammen, tager på virksomhedsbesøg, hører foredrag og meget andet. Klubmøderne indeholder også et 3 minutters indlæg fra et klubmedlem til enten underholdning, diskussion eller oplysning.

På møderne bliver deltagerne inspireret og får udvidet deres horisont, og de tilfører hinanden viden og indsigt, når personlige erfaringer deles og aktuelle emner debatteres.

Ladies Circle prioriterer også at hjælpe andre. De har flere serviceprojekter, landsdækkende og internationalt som lokalt, enten via donationer eller aktiviteter.

Lokalt har de i foråret indsamlet tøj og legetøj til Stenlilleprojektet, hvor Sorø Kommune har en byttebørs. Her kan man komme med brugt tøj m.m., som børnene er vokset ud af og bytte til andet som passer. Det blev en stor succes med ca. 100 personer, som kom med bidrag. Der blev kørt en stor portion tøj m.m. til Stenlille.

Nationalt har Ladies Circle også støttet Nanobørn i Grønland med mere end en million og pt. heksebørnene i Afrika. Tidligere var det også Neurocenter i Hammel – et genoptræningscenter for hjerneskadede.

Vil du vide mere om Ladies Circle? Kig forbi Ladies Circle Danmarks facebookside.