I Enhedslisten ønsker vi mere lokal og økologisk produktion af fødevarer. Det gør vi, fordi det bidrager til bedre dyreliv, rent drikkevand, sundere jord, levende fjorde og større biodiversitet med flere insekter og fugle.
Og fordi det højner livskvaliteten at få god og sund mad, skaber liv og beskæftigelse i vores lokalsamfund og øger vores fødevaresikkerhed.
I Sorø Kommune og omegn er vi så heldige at have mange små økologiske og regenerative jordbrug, og dem bør vi som kommune bakke op om.
På klimaborgermøderne, der i april blev afholdt rundt omkring i kommunen, ønskede mange af de fremmødte bedre mulighed for at købe lokale fødevarer. Det er noget, vi fra politisk side kan understøtte med madmarkeder, information om lokale producenter og hjælp til at opstarte fødevarefællesskaber og fællesspisninger.
Derudover kan vi bruge vores offentlige indkøb på skoler, plejehjem mv. som motor for at fremme den bæredygtige, lokale fødevareproduktion.
Klimavenlige krav og små kontrakter
På grund af EU-lovgivning er der nogle barrierer for at kræve, at de fødevarer, vi indkøber offentligt, skal være lokale. Men vi kan favorisere de lokale klimavenlige jordbrug i vores indkøbspolitik ved at stille krav om, at frugt og grønt leveres i sæson og med høj friskhed, herunder korte leveringstider fra høst til køkken.
Det er også muligt at kræve diversitet, dvs. et bredt sortiment af forskellige grøntsager, hvilket giver små producenter med blandet produktion en fordel. Sidstnævnte har man haft succes med i Københavns Kommune, hvor man har erfaret, at diversitetskravet medfører langt flere lokalproducerede fødevarer, fordi det sjældent kan betale sig at fragte små partier af forskellige slags frugt og grønt hjem fra udlandet.
En anden måde vi i Sorø kan støtte de små bæredygtige leverandører er ved at opdele vores fødevareudbud i mindre delaftaler. Frem for lave ét udbud med udgangspunkt i en stor leverandør, kan vi f.eks. udbyde “Kartofler” eller “Sæsongrønt” særskilt.
På den måde kan små producenter byde ind på en overskuelig del, og dominansen fra de store leverandører vil mindskes.
Tendensen er i dag sådan, at de største landbrug vokser, mens de mindre familiebrug har svært ved at overleve. Vi ser også, at produktionen af danske frugter og grøntsager styrtdykker.
Ved at støtte produktion af lokale, bæredygtige fødevarer, kan vi som kommune være med til at vende udviklingen, så der igen kommer flere og mindre landbrugsbedrifter, som kan skabe liv og arbejdspladser på landet.
Dermed får vi genstartet produktionen af lokale fødevarer samtidig med, at vi værner om den natur og det miljø, som vi er så afhængige af.
























