Som ét af de første hoteller herhjemme kan Comwell Sorø nu servere deres egenproduceret vin. I samarbejde med Dyrehøj Vingård i Røsnæs står hotellet klar til at servere deres mousserende vin, Solaris Sorana, der bliver tappet på flakser mandag den 28. oktober. Det er kunstneren, Helmer Breindahl, der står bag den kunstneriske udformning af etiketten. Han har tidligere vundet prisen for årets kunstner i Kristelig Dagblad og har blandt andet udsmykket Skellebjerg kirkes prædikestol.

En rekordvarm sommer sidste år satte for alvor fart under Comwell Sorøs vineventyr. Sidste efterår kunne hotellet på Midtsjælland for første gang høste deres egne druer af sorten Solaris. Nu tappes den perlende og mousserende vin på flakse på Dyrehøj Vingård i Røsnæs.

Lokal kunstner bag etiket
Comwell Sorø udskrev i begyndelsen af september en konkurrence på udformningen af etiketten. Vinderen blev kunstneren, Helmer Breindahl, fra Dianalund. Sideløbende med sin kunstneriske karriere har Helmer Breindahl været ansat som lærer i 35 år på Holbergskolen i Dianalund.

“Jeg har arbejdet med billeder hele mit liv og har et tæt forhold til Sorø. Her bor blandt andre mine børnebørn, og min datter, Karen Breindahl, står bag “Strik og Drik” på Sorø Kunstmuseum,” siger Helmer Breindahl.

Helmer Breindahl vandt i 2004 Kristelig Dagblads venners konkurrence som Årets Kunster og har udsmykke en række institutioner, ligesom han har udstillet flere steder i både Danmark og udlandet.

Jorden i Sorø skaber optimale vækstrammer
Bag Comwell Sorøs vinprojekt står Jens Peter Andersen. Tilbage i 1989 var han med til at bygge Comwell Sorø og har siden været ansat som ejendomschef på hotellet. I 2016 anlagde han vinmarken sammen med Elefantgården og har siden passet den med kyndig vejledning fra Dyrehøj Vingaard, der nu også sørger for, at de høstede druer kommer på flaske.

“Da vi plantede vinmarken tilbage i 2016, var udsigterne, at vi først kunne høste i år. Men jorden og skråningen har siden vist sig at skabe de optimale vækstrammer for vinstokkene. Druen er en af de bedst egnede til vores klima. Den har et højt sukkerindhold og er en smule krydret, hvilket gør den optimal til mousserende vin,” fortæller en stolt Jens Peter.

Endnu bedre høst i år
Sidste års høst på 620 kg bliver nu tappet på ca. 300 flakser, der fra og med næste uge kan nydes på Comwell Sorø. I år har hotellets medarbejdere i samarbejde med Sorø Historiske Haveforening, der også har anlagt Sorø Museums historiske urtehave, høstet intet mindre end 2 tons druer. Så antallet af flasker, der kan nydes til næste år, ser ud til at blive markant større.

Foto: Comwell Sorø
Foto: Comwell Sorø