Tirsdag den 27. maj inviterer Sorø Erhverv til det årlige håndværkermøde, hvor lokale håndværkere kan få en orientering om kommende drifts- og anlægsopgaver hos kommunen, Sorø Forsyning og boligselskaberne. Borgmester Gert Jørgensen byder velkommen.

Som noget nyt vil Sorø Jobcenter også være til stede på mødet, så håndværksvirksomhederne kan få en dialog om deres aktuelle og fremtidige behov for arbejdskraft.

Erhvervschef Niels-Henrik Glisbjerg er glad for, at håndværkermødet nu også kommer til at handle om arbejdskraft.

– Det er altafgørende for en virksomhed at have adgang til den rette arbejdskraft, og her kan jobcentret være en værdifuld samarbejdspartner. Jobcentret kan spille med, hvis man som virksomhed har behov for et kompetenceløft eller for tilførsel af ny arbejdskraft, og på mødet på tirsdag får virksomhederne mulighed for at få en helt uforpligtende, individuel dialog med jobcentret. Den dialog er også vigtig for kommunen, for den giver et nyttigt input om, hvad virksomhederne efterspørger, og hvad vi derfor skal have fokus på at styrke fra kommunal side, siger erhvervschefen.

På mødet bliver der også mulighed for at få en individuel samtale med repræsentanter for Sorø Kommune, Sorø Forsyning og boligselskaberne, så man som håndværksvirksomhed kan pejle sig ind på de projekter, man kunne have lyst til at byde ind på.

Mødet finder sted tirsdag den 27. maj kl. 8.15-10.15 på Kongskilde Friluftsgård, Skælskørvej 34, 4180 Sorø.

Arrangementet er gratis, men man skal tilmelde sig senest den 23. maj kl. 10 på erhvervsservice@soroe.dk.

Hvis du har spørgsmål om arrangementet, er du velkommen til at kontakte erhvervschef Niels-Henrik Glisbjerg på telefon 57 87 60 34.

hammer