“Kom og spil med mig,” lyder det fra 17-årige Jasmin, som er tambourmajor i Ruds-Vedby Garden. Her fortæller hun, hvorfor du også bør blive garder. 

“Mit navn er Jasmin, jeg er 17 år gammel og jeg spiller i Ruds-Vedby Garden. Lørdag den 9. april afholdt Ruds-Vedby Garden en hvervekampagne, hvor der blev uddelt flyers i Ruds-Vedby og omegn.

Lørdag den 14. april vil der være en marchtur med garden i byen efterfulgt af at man kan møde garden og stille spørgsmål. Vi er åbne for alle spørgsmål, og svarer med glæde. Alt dette foregår mellem kl. 9:30-12:00.

Jeg har selv spillet i Ruds-Vedby Garden i ialt 8 år. Mine 8 år i garden har været en succesoplevelse med plads til den enkelte. Alle i vores lille landsbygarde passer perfekt ind, og der er altid plads til en mere.

Jeg har siden jeg var 10 år spillet marchfløjte, og jeg nyder det stadig den dag idag. Da jeg var 14 år blev jeg tambourmajor, og det har virkelig været en succesoplevelse. Min oplevelse med Ruds-Vedby Garden har virkelig været en rejse. Jeg har udviklet mig, ikke kun musisk, men også personligt.

Jeg vil elske at dele denne oplevelse med andre end mig selv. Gerne nogen der kan komme igennem samme rejse som jeg har været på, for det er helt unikt. Det vil være virkelig fedt, at se flere børn og unge udvikle sig ligeså meget som alle andre i Ruds-Vedby garden har gjort.

Uanset om man spiller på tromme eller fløjte, er tambourmajor eller bærer fanen er der plads til alle og ingen er bedre end andre. Det er det jeg elsker ved vores lille bygarde, og jeg er meget stolt af at være en del af det fantastiske fællesskab!”

Ruds-Vedby Garden søger nye piger og drenge i alderen 7-18 år. Læs mere om Ruds-Vedby Garden og hvordan du bliver garder her.