Kongsgaarden i Vester Broby slår porten op til julestue søndag den 4. december kl. 11-16.

Kongsgaardens Venner er glade for i år at kunne videreføre traditionen med at holde Julestue på den gamle gård. Hertil hører som bekendt velkendte aktiviteter, hvor Broby Spillemændene leverer julemusik, ”Tirsdagsklubben” sørger for hestevognskørsel gennem Vester Broby, og Kongsgaardens Venner koger klejner og bager gode råd på brændekomfuret, sælger julelotteri og syltede ting fra egen have samt serverer gløgg og æbleskiver i Loen.

Der er mange tidligere stadeholdere, som igen i år stiller op med boder fyldte med julepynt, dekorationer, smykker, gravpynt, kaffe, strik, kniplinger, lys og andre gode sager. Der er samtidig flere nye stadeholdere, som kommer med kunsthåndværk, trædrejede ting, bolsjer, honning, æbler, portvin, og det som er stærkere. Man kan få læst julehistorier og se julemærker i den fine stue ved det pyntede juletræ, så de satser på såvel det gode kendte og på nye smage og nye oplevelser, så alle gæster kommer i julehumør.

De flittige frivillige har selvfølgelig også julepyntet den gamle gård med lyskæder omkring gårdspladsen og Lones julepynt fra 1950’erne. Alt vil kort sagt summe af julestemning og -hygge og målet er, at alle besøgende skal gå småsyngende og nynnende hjem fra Kongsgaarden med favnen fuld af jule- og værtindegaver samt lækre ting til at forsøde egen og andres tilværelse med.

Kongsgaardens Venner ønsker alle en rigtig GLÆDELIG JUL.