Julen i Stenlille begynder altid i ugen op til 1. søndag i advent. Hvis man trykker næsen mod ruden, når man i uge 48 går forbi byens Kulturhus, vil man kunne se masser af børn hygge sig hver formiddag.

Stenlille SHHB

Her byder SHHB byens borgerforening traditionen tro på klippe-klistre for alle byens børn. Alle dagplejere, børnehavebørn samt skoleelever fra 0. til og med 5. årgang får tildelt en til to timer, hvor de besøger Kulturhuset for at klippe julepynt til husets to nøgne juletræer.

I Kulturhuset har SHHB samlet et klippe-klistre team bestående af byens mange friske ildsjæle især pensionister, som sørger for at hjælpe de mange søde børn med saks og glanspapiret.

Særligt de store elever har sat en sport i at lave den længste guirlande. Og her bliver der altid kamp til stregen om, hvem der vinder.

Sådan har det snart været i nogle år – lagt ind i børnenes rutiner som en fast juletradition, og det skal man ikke lave om på.

Foto: Stenlille SHHB
Foto: Stenlille SHHB