Af Kristiane Nyborg og Linda Nielsen, SF

Året er 2022. Sorø Kommune har klimamål og i Kommunalbestyrelsen siger vi, at klimamålene er vigtige. Men de er åbenbart ikke vigtigere end at vi kan fortsætte “business as usual”, når vi står overfor at skulle udskifte en gammel dieselbus til en ny bus.

Flertallet i Kommunalbestyrelsen besluttede den 2. marts, at Aktivitetshusets gamle og udtjente bus skal udskiftes med en anden lidt nyere diselbus. Man kalder det en bæredygtig beslutning, fordi den nye dieselbus udleder cirka 20% mindre CO2 end den 17 år gamle bus.

SF stemte imod beslutningen, fordi vi mener, at det er for uambitiøst, når vi kalder os en klimakommune og netop nu arbejder med udarbejdelsen af en klimahandleplan. Når vi bare gør, som vi plejer, så ændrer vi ikke noget – og vi kommer helt sikkert ikke i mål med ambitionen om at sænke Sorø Kommunes CO2-aftryk med 70% inden 2030.
Det bærende argument for flertallets beslutning er, at det er dyrere at lease en elbus end en dieselbus – og det har vi ikke råd til. I SF vil vi dog hellere stille spørgsmålet:

Har vi råd til at lade være?

SF har anmodet om at få beregnet totalomkostningen ved leasing samt 5 års drift af henholdsvis en elbus og en dieselbus. Den beregning har vi ikke kunne få. Derfor ved vi reelt ikke, om det i sidste ende faktisk er dyrere at lease det ene fremfor det andet.

Foto: ABW