Læsning er meget andet end lektier, pensum og analyser, som de fleste unge kender det fra folkeskolen eller gymnasiet. Det er også fællesskaber i fritiden, berigende samtaler, stilhed, refleksion og ikke mindst glæden ved at lytte til oplæsning. Det kan opleves ved tre arrangementer, hvor kendte danske forfattere tager unge med ind i litteraturens magiske verden på Sorø Bibliotek. Arrangementerne hedder Unges Litteraturrum og efterårets gæster er forfatterne Josefine Klougart, Victor Boy og Sofie Riis Endahl.
Man kan lære noget om sig selv i litteraturen
Det er markante stemmer Unges Litteraturrum har trukket til Sorø. Og ifølge projektkoordinator Gustav Aitken, har det været vigtigt at de unge kan genkende deres eget liv i forfatterne de skal opleve.
”Noget af det jeg glæder mig allermest til, er at give andre unge oplevelsen af at tale med forfattere der sætter ord på det levede liv vi unge er en del af”, udtaler projektkoordinator Gustav Aitken.
Og ser man på forfatterlisten er der stor sandsynlighed for at der vil opstå samtaler om store aktuelle temaer. Josefine Klougarts forfatterskab er blandt andet kendt for at have naturen som omdrejningspunkt i nogle meget sanselige fortællinger, Victor Boy har en kritisk stemme omkring forbrugersamfundet og taler ind i menneskets ansvar i en verden præget af økologiske kriser. Og endelig har vi 26-årige Sofie Riis Endahl der taler direkte ind i ungdomsliv og identitet i en autentiske tone.
”Jeg har et stort ønske om at alle de unge der kommer og oplever Unges Litteraturrums forfattergæster, går derfra med en endnu større forståelse af dem selv og deres liv og relationer. Hvis vi kan lykkes med at give de unge det – gennem litteraturen – er det en meget stor succes”, udtaler projektkoordinator Gustav Aitken.
Det unge publikum er med til at skabe oplevelsen
Unges Litteraturrum har mere end et års erfaring med at facilitere det litterære fællesskab hver mandag eftermiddag. Et præstationsfrit fællesskab hvor alle kommer til orde og hvor det ifølge arrangørerne ikke handler om at have læst mange bøger, men bare at være åben og nysgerrig.
Den energi holdes der fast i på de tre datoer hvor der kommer gæsteforfattere udefra. Her er oplægget at det unge publikum og de kendte forfattere sidder sammen i rundkreds og lytter til guidet fælleslæsning for derefter at have en åben samtale. Oplevelsen bliver dermed skabt af alle de deltagende.
De tre forfatterbesøg er en del af et større projekt som Unges Litteraturrum kører. Et projekt der udover forfatterbesøgene også laver guidet fælleslæsning på Frederiksberg Skole for 8. og 9. klasserne, uddanner unge til at kunne lave guidet fælleslæsning og generelt arbejder for at etablere et stærkt litteraturfællesskab der kan inspirere andre unge i hele Sorø Kommune.
Det 2-årrige projekt er støttet af Fonden DBK, Nordjyllandsfonden, Trelleborg Fonden og Ung Kult Iværk.
PRAKTISK
Josefine Klougart gæster Unges Litteraturrum mandag den 5. oktober kl. 15-18
Victor Boy gæster Unges Litteraturrum mandag den 26. oktober kl. 15-18
Sofie Riis Endahl gæster Unges Litteraturrum mandag den 30. november kl. 15-18
Arrangementer er for unge i alderen 15-25 år. Det er gratis at deltage og man kan møde op uden at booke billet. Læs mere på Sorø Biblioteks hjemmeside Velkommen til bibliotekerne i Sorø Kommune | Sorø Bibliotek
Derudover kan alle unge møde op til Unges Litteraturrum, uden gæsteoptrædener, hver mandag på Sorø Bibliotek i tidsrummet ml. kl. 15-18.

Dato: 05-10-2026, 26-10-2026, 30-11-2026
Sted: Sorø Bibliotek






















