Den 22. maj udkommer Karen Inge Nielsens debutroman Ravneskrig. Forfatteren har boet i Dianalund i 10 år, og Dit Sorø har fået et interview om karriere- og genrevalg…

Karen Inge Nielsen

“Siden jeg var midt i 20erne, har jeg haft en ide om, at jeg gerne ville bidrage til børne/unge litteraturen. Mest fordi jeg synes det er vigtigt at børn og unge læser og bliver gode til det, men også fordi jeg gerne har villet give tilbage. Jeg har altid haft læst meget og været glad for, at nogen har villet skrive historier for at underholde mig og – måske – give mig noget at tænke over”, fortæller Karen Inge Nielsen om sin forfatterdebut.

Frit løb ved tastaturet
“For ca. 4 år siden begyndte jeg at ‘finpudse’ mit sprog ved at skrive noveller. Dansk har aldrig været min stærkeste side, men man bliver kun bedre ved at øve sig, og jeg tænkte, det var et godt sted at starte, inden jeg sprang ud i en roman – hvis jeg da nogensinde gjorde det. Før det havde jeg prøvet andre kreative sider af, uden at føle at det ‘inde i mig’ kom rigtigt ud. Ved tastaturet fik jeg en helt anden oplevelse. Mine tanker får mere frit løb – måske fordi det ikke behøver ligne noget bestemt, men blot give læseren mulighed for at danne sin egen forestilling om, hvordan tingene ser ud”, fortæller Karen Inge Nielsen.

Udfordring
“En dag i efteråret 2015 opdagede jeg, at mine tanker længe havde kredset om starten på en historie. Vel at mærke en start, som aldrig ville blive en novelle. Derfor besluttede jeg mig for at udfordre mig selv og se, om jeg kunne skrive et manuskript på 12 måneder. Da jeg først gik i gang, var det, som om historien skrev sig selv. Jeg havde intet storyboard, som mange bruger. Jeg havde kun en ide om hvem personerne var, og hvor de skulle hen. Men langsomt tog historien form, og endte faktisk med at blive en anden – men også mere tankefuld – historie, end jeg havde forestillet mig.”

Knap 10 måneder senere Karen Inge Nielsen med det færdige manuskript i hånden, og ét år efter hun startede, havde hun skrevet kontrakt med forlaget.

En toer på vej
“Jeg har fået utrolig god feedback fra min redaktør, og det giver jo naturligvis blod på tanden. Samtidig viser det også, at man kan hvad man vil med lidt øvelse. Jeg har netop skrevet kontrakt på efterfølgeren til Ravneskrig, som kommer til at hedde Natspindlerens dødsmærke. Den udkommer til efteråret – og her er der ligesom i Ravneskrig – også ting at tænke over, når man kigger lidt dybere i lagene.

Karen Inge Nielsen beskriver selv sin genre som “jordnær fantasy”. Miljøet er middelalderagtigt, dog uden at det nødvendigvis foregår i middelalderen, og hovedpersonen er en pige på ca 15-16 år, der hedder Sia, som kommer ud på en lang, usikker rejse for at finde sin forsvundne bror, Liam, og redde en ukendt mand fra de onde.

Ondskabens oprindelse
“Under historiens overflade er der forskellige temaer, hvor det, der nok vægter tungest, er, hvorvidt ondskab er noget, man er født med, eller om alle kan blive onde som følge af den kultur, man befinder sig i. Undervejs i historien stiller karaktererne spørgsmål til sig selv – men også indirekte til læseren. Jeg har ikke svaret på spørgsmålene, de stiller, men jeg håber og ønsker, det vil få læseren til at overveje de etiske spørgsmål, der kommer frem. På den måde, kan læseren måske få noget mere med sig end den rene underholdning.”

På spørgsmålet om hvilke genrer hun holder af, svarer Karen Inge Nielsen uden tøven “hardcore krimier”: “Det er når jeg kan se, føle, lugte eller sågar næsten smage historien, den giver mig mest. Derfor er jeg meget glad for krimiforfattere som Cody Mcfadyen og Simon Beckett. Men fantasy kan noget, når det kommer til børn og unge. Fantasy giver plads til at skabe universer, der kan vise det, en forfatter gerne vil vise. Rammerne er vide. Intet er rigtigt eller forkert, og man kan som forfatter fremhæve de træk, men gerne vil vise læseren. Tidsaldre kan blandes, eller man kan inddrage overnaturlige elementer og magi. I fantasy er det kun fantasien der sætter grænserne, og det tiltaler mig.”

Få bogen signeret
Hvis jordnær fantasy er noget for dig eller en du kender, så sæt kryds i kalenderen. Karen Inge Nielsen stiller op til to bogsigneringsevents i Sorø:

Svegård Bog & idé Sorø – onsdag d 24. maj kl. 16.15 – 17.30

Bog & idé Dianalund – lørdag d. 17. juni kl. 11.00 – 13.00