Af Jens Nygaard, Formand for Teknik- og Miljøudvalget, og Bo Christensen, Formand for Kultur- og Fritidsudvalget</em

Til de foreninger og brugere som måtte blive urolige, efter at have læst et indlæg fra Frederiksberg Lokalråd og Værkerne, omkring et salg af Den Gl. Skole på skolevej på Frederiksberg, vil vi gerne præcisere følgende:

Kommunalbestyrelsen har ikke sat ejendommen til salg, hvilket også tidligere er oplyst til Lokalrådet og Ole Ring fra Værkerne. Det er også oplyst, at brugere af ejendommen ikke ville blive ladt i stikken, men vil blive orienteret, involveret og hjulpet, hvis ejendommen skulle blive klargjort til salg.

Efter der var afholdt møde i december har forsamlingsforbuddet gjort det ulovligt at mødes. Det er aftalt at mødes, når det igen bliver muligt, og vi har besluttet, at det skal være med deltagelse af fagpersoner. Det er bedst for en konstruktiv, saglig og faglig proces.

Vi har bemærket Ole Rings sædvanlige utålmodighed, men der er ingen grund til at tage forhastede beslutninger. Det skal også først politisk drøftes, hvorvidt skolen skal tages ud af ejendomsstrategien med henblik på at fortsætte den nuværende anvendelse eller om der skal fremsættes et budgetforslag til en alternativ anvendelse.

Vi forstår godt frustrationerne. Men vi er alle underlagt COVID-19 restriktioner, og prioriterer naturligvis hensynet til folkesundheden højt. Vi har også et ansvar for en ordentlig proces. Det kan sætte tålmodigheden på prøve, men det er nu de vilkår vi alle er underlagt i øjeblikket.